Næsby holder fanen højt, trods afslag på U17 DM-licens

1
1058
Næsbys U17 DM-piger var lørdag i kamp i Brøndby, hvor det blev til et nederlag på 3-0.

…men Næsbys cheftræner Jesper Bendixen håber, at de tre klubber i Odense snart finder sammen om en fælles løsning, så Fyn fortsat kan tilbyde U17 DM til øens bedste spillere. Det sagde han efter lørdagens kamp i Brøndby, hvor Næsby tabte men viste masser af vilje til at være med på højeste niveau

Tekst & foto: Steen Trolle

Næsby Boldklub har ingen problemer med at sætte sine spillere op til kampene i U17 DM-ligaen, selv om klubben er en af tre fynske klubber, som har fået afslag på deres ansøgning om licens til næste sæsons DM-liga.

Lige nu står Næsby til i stedet at skulle spille med i den jysk-fynske mesterrække efter sommerferien. Men det ændrer ikke på arbejdet på U17-holdet, som hverken skruer ned for træningsniveauet eller målsætningen om at udvikle elitespillere.

”Vi har sagt til vores spillere, at vi kører videre med samme set up, selv om det fremover hedder jysk-fynske mesterrække. Vi har hele tiden haft fokus på at udvikle spillere, og det vil vi fortsætte med. Derfor har vi heller ingen problemer med at motivere spillerne til de sidste kampe i DM Ligaen. Vi spiller videre i foråret med fuld knald,” siger U17 DM-holdets cheftræner Jesper Bendixen.

Tabte til Brøndby

Næsby Boldklub var lørdag i Brøndby, hvor det blev til et nederlag på 3-0 for fynboerne, der ligger på sidstepladsen i ligaen. Men gæsterne var fint med i kampen, og det lykkedes at gå til pausen med 0-0.

”Vi vidste godt, at skulle vi have noget med herfra, så skulle vi nærmest stjæle det. Vi skulle sørge for at stå godt og være klar på vores omstillinger, og det lykkedes vi næsten med i første halvleg, hvor vi næsten formår at holde dem fra chancer,” siger Jesper Bendixen.

Afslaget på DM-licens er et vink med en vognstang til Odenseklubberne, siger Jesper Bendixen.
Afslaget på DM-licens er et vink med en vognstang til Odenseklubberne om samarbejde, siger Jesper Bendixen.

Håber på fælles Odense-hold

Klubberne kan senest 6. maj anke afslaget fra DBU på at få DM-licens. Hvorvidt Næsby vil gøre det, ved Jesper Bendixen ikke, men ”det håber jeg da”.

Næsbytræneren håber dog først og fremmest, at de tre odenseanske klubber, der har søgt og fået afslag på licens – OB, Næsby og Dalum IF – kan blive enige om en fælles løsning, så der igen kan skabes et slagkraftigt DM ligahold i Odense.

”Afslaget er et vink med en vognstang om at man skal samarbejde. At man skal lave én licens i Odense, hvor man gør piger gode, frem for at arbejde på tre licenser. Det er fuldstændig utopi at tro, at der kan være tre U17 DM Ligahold i Odense. To er endda også for meget,” siger Jesper Bendixen, hvis pointe bakkes op af den aktuelle stilling i U17 DM-ligaen: Her ligger Næsby og OB på de to nederste pladser, og det er kun blevet til ét point i alt for de to klubber i foråret.

“Der er folk, der arbejder i kulissen på at lave et fælles hold, men hvor det ender, er op til bestyrelserne. Den slags kan jo være lidt svært, for hvad skal det hedde osv. Men for pigerne er det ikke noget problem. De har det supergodt sammen på tværs af klubberne, så det bør kunne lykkes,” siger Næsbys U17 DM-træner.

Læs også: Ingen U17 DM-klubber på Fyn i næste sæson

Topfoto: Næsbys U17 DM-piger var lørdag i kamp i Brøndby, hvor det blev til et nederlag på 3-0.

1 COMMENT

  1. Jeg kan som mor til Michele Madsen, Næsby Boldklub kun tilslutte mig et kommende samarbejde klubber imellem. Vi har som forældre brugt mange timer og penge på kørsel til Næsby Boldklub og landet rundt for at give Michele(billed,rød trøje) de bedste betingelser for udvikling som elitespiller(bor på Langeland, 140 km pr. træning).Michele spillede U18 DM sidste år, hvilket var et fantastisk år, med medspiller at højt niveau, nu U17 DM med mange spiller uden DM niveau.Michele har efter en svær skade været ude i et 1/2 år og nu tilbage igen og har derfor også brug for medspiller som også kan styrke hendes fodbold kunnen på DM niveau.