Hillerøds U15 slog Varde i pokaldrama

0
1126

 

HGI Damefodbold løb med sejren, da U15-finalen i Faxe Kondi Ungdomspokalen søndag blev afgjort på Farum Park.  Hillerød stod overfor Varde, og nordsjællænderne vandt 4-2 efter at have været bagud 1-2 undervejs i første halvleg.

Hillerød kom hurtigt foran, men et fysisk stærkt og godt kæmpende Varde-mandskab kom på både 1-1 og 2-1. Hillerød fik yderligere problemer, da en spiller blev udvist i ti minutter efter en nødbremse. Men med omrokeringer i forsvaret, hvor holdet gik over til 3-mands forsvar, kom der tryk på Hillerøds offensiv og ved pausen stod der 2-2.

“I anden halvleg viser begge hold, at de er i stand til at spille intensiv og spændende fodbold, men det er Hillerøds Lea Nielsen, der med en helt fantastisk solo-præstation og en flot kynisk afslutning bringer Hillerød på sejrskurs med en 3-2 føring. Herefter vælger Varde en offensiv formation med 2 angribere. Hillerød formår dog i kampens slutfase at bevare overtaget og cementerer sejren med endnu en scoring af Josefine Funch til 4-2,” rapporterer Hillerød om kampen.

Kampen var i perioder præget af rigtig mange intense nærkampe, hvilket desværre medførte en del skader. Varde fik et par spillere båret fra banen, mens Hillerøds Sofia Karlsson var så uheldig at brække næsen og måtte en tur forbi skadestuen efter et voldsomt sammenstød i starten af 2.halvleg. Det gav lidt spilpauser, hvilket betød at dommeren forlængede kampen med knap 8 minutter.

Kampens pokalfighter og vinder af et års forbrug af Faxe Kondi blev Hillerøds målmand Thea Ebbe Brich, der var kampafgørende med flere redninger især i 2. halvleg.

Glade pokalvindere fra Hillerød. Foto: Hillerød
Glade pokalvindere fra Hillerød. Foto: Hillerød

Succesfuld talentudvikling

”Det her er kulminationen af en målrettet indsats med fokus på udvikling af den enkelte spiller,” siger Hillerøds talentcenterchef og U15 cheftræner, Lennart Funch.

Hillerød GI Damefodbold har etableret ”Pigetalentcenter Nordsjælland”, som primært har til formål at fastholde og udvikle spillere og trænere i området. Klubben arrangerer selv talenttræningen og har etableret nære relationer og samarbejdsaftaler med pigefodboldklubber i hele Nordsjælland.

”Talentcenteret har fungeret i ca. 5 år og U15 pigerne er således første kuld af spillere fra dette arbejde, hvor en andenplads i mesterskabet, to pokalsejre samt udtagelse af 4 HGI-piger til årgangens første U16 landsholdssamling, taler sit eget tydelige sprog,” siger Lennart Funch og tilføjer:

”Vi er utrolig stolte over den udvikling pigerne har gennemgået. Uden deres ukuelige vilje og ønske om dygtiggørelse ville vi ikke stå her i dag”.