John Froman ny 3F-træner i BSF

0
1242

Det er et særdeles velkendt ansigt i Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF), der fremover skal stå i spidsen for klubbens 3F Liga-hold. John Froman, der i en lang årrække har været cheftræner for BSFs U18 DM- og U17 DM-hold, er pr. 1. juli tiltrådt i en dobbeltstilling som 3F-træner og talentansvarlig.

John Froman afløser Jesper Stougaard, der trak sig som 3F-træner i april. Det skete med den begrundelse, at klubben og træneren “ikke var helt enige om den fremtidige struktur omkring kvinde/pige elite fodbolden i BSF”.

Posten som cheftræner har siden været varetaget midlertidigt af holdets fysiske træner, Thomas Maale.

Som talentansvarlig for pigeungdomsafdelingen bliver det John Fromans opgave at “at skabe endnu større opmærksomhed omkring klubbens dygtige kvindelige spillere i alle årgange,” skriver BSF på sin hjemmeside.

BSF sluttede som nummer seks i den seneste sæson i landets bedste række. Holdet åbner den nye sæson i 3F Ligaen ude mod ASA Aarhus lørdag den 8. august kl. 13.