BSF vinder Norway Cup igen-igen

0
1735

Det er nok de færreste nordmænd der kender Ballerup og Skovlunde i Danmark. Men for arrangørerne af den store sommerturnering Norway Cup må navnene på de to storkøbenhavnske nabobyer i den grad være velkendte.

Ballerup-Skovlunde Fodbold har i hvert fald skrevet sig ind i turneringens historie med en stribe finalesejre gennem årene. 10 Norway Cup-mesterskaber var BSF oppe på før årets turnering, og i juli blev det til yderligere tre sejre. Dermed er BSF den pigeklub, der har vundet Norway Cup flest gange.

FOTO øverst: BSFs U17-piger efter finalesejren over Lyn.

I år var det U14-1, U15-1 og U17-1, der vandt deres rækker. For flere af spillerne var det tredje gang, de triumferede i turneringen.

”Det er fantastisk – det fedeste. Nu har vi vundet tre gange i træk, og vi ville virkelig gerne være med til at slå rekorden,” lød det fra to af U15-pigerne, Mie Carstensen og Bolette Kofod, efter finalesejren på 7-0 over norske Grei til Norway Cups hjemmeside.

U15 1 vandt finalen over Grei med 7-0.
U15 1 vandt finalen over Grei med 7-0.

Deres forklaring på at de klarer sig så godt:

”Vi træner og arbejder hårdt, vi sætter os hele tiden nye mål og vi kender hinanden bedre og bedre”.

U14-1 vandt deres turnering med 3-0 i finalen over norske Fyllingsdalen, efter en forrygende turnering, hvor BSF-pigerne scorede hele 55 mål på vejen mod finalen.

U17-1  vandt også deres turnering. De vandt finalen med 1-0 over Lyn, som sidste år vandt U17-rækken med finalesejr over netop BSF.

“Det var skønt at få revanche,” sagde målscorer Cathrine Gravesen efter finalen til Norway Cups hjemmeside.

BSFs U14 1-piger, der vandt finalen over Fyllingsdalen, og imponerede med at score 55 mål på vejen mod finalen.
BSFs U14 1-piger, der vandt finalen over Fyllingsdalen, og imponerede med at score 55 mål på vejen mod finalen.