Vinder pris for kamp mod mobning

0
834

U15- og U16-pigerne fra St. Heddinge Boldklub har fået en flot anerkendelse ved den store sommerturnering Norway Cup.  Holdet har vundet en særlig ”Antitrollpris”, som uddeles af den norske avis Dagbladet og arrangørerne af Norway Cup. Prisen er en anerkendelse for pigerne og klubbens indsats mod mobning.

St. Heddinge blev udpeget som vinder af en dommerkomite, som blandt andet andet talte den norske undervisningsminister Torbjørn Røe Isaksen. Han siger om den danske vinder:

”Store Heddinge gør et dybt, systematisk og aktivt arbejde for at få bugt med mobning. Arbejdet er funderet på gode og sunde værdier som åbenhed, plads til alle og respekt for forskellighed. Det drejer sig ikke om ’mig’, men om os og ligeværd”.

St. Heddinge har lavet nogle klare regler for at forhindre mobning. Det fremgår af en længere beskrivelse, som holdet har sendt til Norway Cup:

Alle skal føle sig tilpas på holdet

”Vi har altid haft et mantra på vores hold: ’Det drejer sig ikke om mig’. Nej, vi er sammen om det. Vi behøver ikke at være bedste venner med alle, men vi har et ansvar for, at alle føler sig tilpas på holdet og har lyst til at komme her,” lyder det.

I beskrivelsen kan man f.eks. læse, at klubben har en regel om, at holdet skal bade sammen efter træning, så spillerne lære at acceptere hinanden som de er og ser, at kroppen er forskellig fra person til person. Holdet tog også en fælles snak om en spiller, der havde sukkersyge, så alle forstod, hvad det handlede om og så det blev noget almindeligt, når hun tog sin medicin.

”Fokuser på, at hver enkelt er okay, som de er, og styrk deres selvværd, så vi på den måde får en flok unge mennesker uden tanke på de idealer, der desværre ofte stilles op i medierne, men får en flok unge mennesker, som tror på sig selv og ved det er okay at være som netop de er – der er ingen der behover at være som alle andre,” skriver Store Heddinge.

Stå ved dine fejl

Trænerne reagerer også hurtigt, hvis der bliver talt grimt til andre under kampene:

“Vi havde en episode med en spiller, som brugte ret grimme ord overfor en modspiller. Det fik vi at vide, og vi nævnte det i omklædningen efter kampen. Ingen ville stå ved de havde sagt det – vi vidste godt hvem det var – men der blev sagt, at personen ikke kom med til kamp igen før hun havde stået ved sin fejl, for vi laver alle fejl, men vi skal tage ansvar  og stå ved det, når det sker. Det gjorde hun træningen efter overfor holdet, og derefter oplevede vi det ikke igen, og hun fik selvfølgelig ros for at komme med sin undskyldning og var med på holdet igen,” skriver St. Heddinge – og fortsætter:

“Hos os skal man stå ved sine fejl – og vi laver dem alle, men skal undskylde overfor holdet, hvis det så er sket. Især når det er noget, som kan give holdet et dårligt ry udadtil. På den måde skal man tage ansvar for sine handlinger. Tag ansvar – og voks med opgaven!”.

FOTO: Alle skal føle sig tilpas på holdet, lyder en af målsætningerne for Store Heddinges U15- og U16-hold.