Pilen peger opad for Varde IF

0
1835

Optimismen er stor hos Varde IF, som kan se frem til et spændende forår, hvor 1. divisionsholdet skal spille oprykningskampe og hvor der er godt gang i talentudviklingen. Senest dokumenteret med udtagelsen af fire spillere til træningssamlingerne med U16- og U17-landsholdet i næste uge. Varde har sendt os denne status:

Pilen peger opad i pige/kvindefodbolden i Varde IF. På det organisatoriske plan var Varde IF initiativtager til at opstarte Vestjysk Pige Fodbold, VPF, som består af et netværk af klubber, der samarbejder indenfor børne- og ungdomsfodbolden for piger. Varde IF står elitemæssigt som den førende pigefodboldklub i regionen som  garant for at være med til at udvikle spillere og trænere i VPF samarbejdet. Endelig står Varde IF for det sportslige ansvar for den nyoprettede Idræts Talent Linjen i Varde.

I seniorafdelingen har 1. divisionsholdet været inde i en meget positiv spiral med stor spillertilgang i efteråret, og holdet har vundet rækken og har dermed kvalificeret sig til nogle spændende oprykningskampe om at komme i den eftertragtede 3F-Liga. Målsætningen er oprykning indenfor 2 år, og målet kan evt. indfries allerede efter det første år!

Fødekæden er klar

De forhåbentlig kommende 3F Liga spillere i U17 DM rækken består af spillere fra et meget stort opland, og samtidig er truppen meget stor og har forholdsvis mange spillere med et rigtigt højt niveau, som i løbet af ganske få år vil være i stand til at gøre sig på 3F niveau. Blandt andet er der 4 landsholdsaktuelle spillere i truppen, ligesom der yderligere har været et meget stort antal spillere i truppen, som tidligere har været i berøring med landsholdet.

Flere spillere har allerede fået debut på 1. division og er tæt på at kunne supplere en allerede stærk senior trup. Til det nye år får U17 truppen et nyt og spændende trænerteam med Michael Tyr Olsen i spidsen som cheftræner. Michael har A-licens og kommer med en mangeårig trænererfaring på højt niveau. Målet for U17 DM holdet er medaljer i sæsonen 2016/2017, hvor holdet sluttede på en 5.plads i 2014/2015 sæsonen. Endelig kan Varde IF glæde sig over en stor pigeafdeling med mange spændende talenter i de yngre årgange.

”Så grundlaget for en mangeårig periode med kvindefodbold på det absolut højeste niveau er absolut til stede i Varde IF’s pige/kvinde afdeling, det har dog kun været en mulighed igennem et meget frugtbart samarbejde med Varde Kommune, som igennem flere sæsoner har støttet Elite arbejdet i klubben”, siger formanden for Sportsudvalg Pige – Kvinder i Varde IF, Kurt Jeppesen.