Sammenhold giver styrke hos B73s U13-piger

0
1945

Sammenhold er et af nøgleordene hos Slagelse-klubben B73s talentfulde U13-hold, som i efteråret fik chancen i DBUs U13 Østrække.

Holdet, som sluttede midt i den stærke række, der bl.a. har Brøndby og BSF med, har gjort en masse for at ryste pigerne sammen. Det kan ses på banen, hvor pigerne gerne går gennem ild og vand for hinanden – også når de er trætte.

”Vi laver mange arrangementer, hvor pigerne også kan hygge sig sammen udenfor banen. Vi har bl.a. været til Champions League-kvartfinale i Brøndby,” fortæller en af holdets to trænere, Michael Kruse Pedersen.

Og der er også fokus på sammenhold og gode oplevelser i forberedelserne til foråret, hvor B73 igen spiller med i Østrækken. For et år siden havde holdet bl.a. et træningsforløb med en personlig træner og træner i amerikansk fodbold, og i år går man også utraditionelt til værks:

”I optakten til den nye sæson har vi bl.a. fokus på holdets mentale styrke sammen med en coach, så det står endnu stærkere sammen. Vi skal også have en træning med fodbold-freestyler, hvor der bliver fokus på jonglering og tricks,” fortæller træneren.

U13-pigerne fra Slagelse jubler efter en sejr i efteråret.
U13-pigerne fra Slagelse jubler efter en sejr i efteråret.