KATHRINES HJØRNE: Er fodbold stadig sjovt når det bliver seriøst?

0
815

Kan du huske, hvorfor du startede med at spille fodbold? Hvis du er elitespiller, skal du huske engang i mellem at minde dig selv om, hvorfor du holder af fodbolden

Af Kathrine Laursen, Performance- & Businesscoach, Laursen Coaching

Da jeg var barn, spillede jeg i en lille nordjysk klub, NUBI. Jeg spillede på hold med mine bedste venner, og vi havde det virkelig sjovt til både træning og kamp. Vi vandt alt, vi kom i nærheden af og følte os som nogle af de bedste – jeg tror nu ikke, at vi var tilmeldt i de bedste rækker, men det gjorde ingen forskel for os; vi spillede fordi vi elskede spillet.

I mine teenageår begyndte nogle af os spillere fra NUBI at prøvetræne i større klubber, for der var jo mange flere udviklingsmuligheder. Jeg flyttede først klub da jeg blev seniorspiller – og det var stort for mig. Jeg var vant til at spille med mine veninder i en lille klub, men jeg havde ambitioner om at se, hvor langt jeg kunne tage min fodboldkarriere.

Jeg trænede med Aalborg Freja’s seniorer i opstarten og husker tydeligt den dag, det blev offentliggjort hvem, der var udtaget til førsteholdstruppen. Jeg sad hjemme i stuen og turde næsten ikke klikke på hjemmesiden, hvor der stod ”1. holdet”. Puha, så mange håb og drømme kunne blive skudt ned ved ét klik. Jeg klikkede, scrollede ned og så ikke mit navn nogle steder indtil mine øjne nåede det sidste navn ”Kathrine Laursen”. Jeg fløj op af stolen og råbte ”YES YES YES” med armene stukket langt op over hovedet. På daværende tidspunkt skulle jeg vænne mig til, at det hele var nyt og mere seriøst, end jeg var vant til – og mit spil var præget af netop den tankegang. Jeg skilte mig hurtigt af med bolden, holdt mig tilbage og afsluttede ikke så meget selv.

Måske jeg var kommet med på et wildcard? Træneren kunne godt se, at jeg kunne finde ud af at spille, men var nok i tvivl om hvorvidt jeg var klar. Jo mere tryg jeg blev desto sjovere blev det at spille – og det kommer nok ikke som den store overraskelse, når jeg siger, at mit spil forbedrede sig i takt med det. Jeg er ikke klar over om, der var kommet flere forventninger eller, hvorvidt jeg blot selv blev mere opmærksom på det. Men pludselig spillede jeg i en klub med ambitioner sammen med andre spillere, som havde fokus på udvikling og at vinde – fodbold var ikke længere ”bare” sjov.

Det tog mig lidt tid at blive vant til det nye miljø, men da jeg først fandt min plads kunne jeg godt lide konkurrencen og fik større ambitioner på både egne og holdets vegne. Uden at det skal blive alt for meget ”ananas i egen juice”, så endte jeg med at blive kåret som årets spiller – og jeg kan igen, som i et af de tidligere indlæg jeg har skrevet, takke dem omkring mig for at tro på mig og give mig plads til at, ja, finde min plads.

Men hvad sker der når fodbold pludselig bliver seriøst? Vi begynder at sammenligne os med andre, der kommer måske større krav og konsekvenserne af godt og dårligt spil bliver tydeligere. Glemmer vi hvorfor vi startede med at spille? Jeg kan tænke tilbage på mange gange i min karriere, hvor jeg har hørt mig selv eller andre sige ”Åh, jeg gider ikke i dag” – det tror jeg egentlig godt, at vi gjorde, men vi havde glemt vores hvorfor. En gang imellem bliver vi fanget i hverdagen, og noget vi elsker bliver til noget, som vi ”skal” eller ”bør”. Naturligvis kan der være gode og dårlige dage, men det er ikke så meget det, jeg taler om. Vores motivation er gemt i vores hvorfor. Det er sikkert ikke svært for dig at svare på hvad du spiller og hvordan du spiller – men prøv en gang at svare meget konkret på hvorfor du spiller? Hvis du siger ”fordi det er sjovt”, så beskriv hvad det er omkring fodbolden, du synes, der er sjovt?

Når du husker dit hvorfor er der større sandsynlighed for, at du husker glæden og motivationen selv i de hårde perioder.