Rosendals U14-piger tabte finalen, men har haft et forrygende forår

0
1189

Onsdag aften var følelsen hos U14 pigerne fra IK Rosendal nok mest, at de havde tabt guldmedaljen frem for at have vundet sølvmedaljen.

Ikke desto mindre kan U14 holdet se tilbage på en forrygende sæson, hvor holdet kun tabte en kamp, desværre var det finalen om det jyske mesterskab, som holdet tabte 1-2 til Odder efter at have været foran 1-0 efter 1. halvleg.

Vejen til finalen er gået via massevis af sejre. U14 pigerne har spillet i mesterrækken, hvor det i 10 kampe er blevet til ni sejre og en enkelt uafgjort kamp. Dermed vandt holdet suverænt deres mesterrække, hvilket gav en plads direkte i semifinalen om det jyske mesterskab.

“Denne kamp blev en sand gyser, hvor IK Rosendal efter straffesparkskonkurrence vandt opgøret. Alle sejl var derfor sat til for at få mesterskabet i hus, men på neutral bane i Hadsten, lykkedes det altså pigerne fra Odder at stoppe Rosendals sejrsstime,” fortæller IK Rosendal.

Næste step for de succesfulde piger er U15 rækken efter sommerferien. Her er holdet kvalificeret til at være med i den såkaldte vest-række, det ypperste indenfor U15 pigefodbold

Stor succes med pigefodbold

Generelt har fodboldklubben i Rosendal lige nu succes med pigefodbold. Der er stor medlemsfremgang blandt piger i klubben og det er lykkedes både at udvikle store talenter, og give bredden gode og sjove oplevelser, skriver Rosendal.

Der er pigehold i mange årgange i klubben, men klubben forsikrer at der bestemt fortsat er plads til flere, der ønsker at tage del i de gode oplevelser.