Hattrick af Line Grøn – og komfortabel sejr til Aabybro Efterskole i skoleligaen

0
1749

Med en 5-1 sejr over Tirstrup Efterskole satte pigerne fra Aabybro sig i dag på 2. pladsen i pulje 3 i skoleligaen og er nu sikker på videre avancement til slutspillet. Landsholdsspiller Line Grøn blev noteret for et hattrick i kampen.

Line Grøn
Landsholdsspiller Line Grøn var på pletten hele 3 gange, da Aabybro Efterskole slog Tirstrup i skoleligaen.

På en dag hvor vinden i Nordjylland blæste mere end normalt var pigerne fra Aabybro opsatte på at sikre sig 3 vigtige point mod Tirstrup i en kamp, hvor Aabybro på forhånd var favoritter. Efter i de seneste to kampe at have scoret inden for det første minut var taktikken også at overrumple udebaneholdet fra første fløjt med et aggressivt pres. Tirstrup var dog forberedte på dette, og havde organiseret sig med en bagkæde lige på kanten af eget felt – og 10 spillere bag bolden. Et klogt træk af Tirstrups træner, da dette ikke efterlod det store rum at spille i for Aabybro-pigerne. Aabybro blev således tvunget til at forsøge sig med en række langskud, som enten strøg lige forbi målstolperne eller også blev reddet effektivt at en velspillende keeper i Tirstrups mål.

Der skulle gå næsten 20 minutter inden der endelig kom gang i scoringen – den tidligere Fortuna Hjørring spiller Signe Andreassen kom på måltavlen for anden kamp i træk, da hun fra kort afstand køligt udplacerede målvogteren og således holdt sit løfte om minimum en scoring i kampen.

Målet gjorde dog Aabybropigerne en smule overmodige, og pludselig blev de fanget med bagkæden for langt fremme, og alene med den vikarierende keeper Emilie Bundgaard scorede Tirstrups enlige angriber sikkert. 1-1 var ikke et reelt billede af kampen – og Tirstrup blev således det andet hold, for hvem det lykkedes at score mod Aabybro.

Målet fik dog Aabybrospillerne til at vågne en smule op – og især landsholdsaktuelle Line Grøn valgte at tage sagen i egen hånd, da hun kort efter fra 30-meters afstand kanonerede bolden i kassen via overlæggeren uden chance for Tirstrups keeper, der i situationen var gjort til en simpel statist.

Efter pausen kom Aabybro stærkere ud på banen og skruede op for aggressiviteten – og kort inde i 2. halvleg blev det 3-1 – igen ved Line Grøn, der denne gang placerede bolden uden for keeperens rækkevide. Indskiftede Laura Friis gjorde det til 4-1 på en flot detalje, hvor hun med ryggen til mål modtog bolden og sparkede dybt i denne første gang, således, at den skruede uden om keeperen – Lauras første mål for holdet. Til sidst kom Line Grøn igen på måltavlen efter et gennemspillet angreb, der lignede noget fra træningsbanen. Det startede fra forsvaret, hvor AaB-spilleren Stine Naur satte tempo i spillet, hvorefter Støvring IF’s Amanda Sørensen med flere førstegangsafleveringer kombinerede sig uden om Tirstrup-spillerne sammen med Emma Dela Skov – og til sidst endte bolden altså ved Line Grøn, der således fuldbyrdede sit hattrick.

Med sejren er Aabybro nu sikker på avancement til slutspillet – og det er kun et spørgsmål om, hvilken af topplaceringerne i puljen holdet skal have. Det hele afgøres senest den 29. marts, når Aabybro tager imod Hald Ege Efterskole i gruppespillets sidste kamp.

Selv om Tirstrup måtte gå fra banen med et 5-1 nederlag kunne de tage hjem med oprejst pande – de gav Aabybro god modstand, og spillede generelt en klog kamp.

Også Aabybros drenge tog en sejr i dag – ligeledes over Tirstrup – og med resultatet 4-0 rykker de ligesom pigerne op på gruppens 2. plads.

 

af Esben Mathiasen, træner Aabybro