Mød VB´s nye målmand Line Geltzer Johansen

0
2152
Line Geltzer Johansen er ny målmand i Vejle Boldklub

Line Geltzer er målmand på det danske landshold og netop vendt hjem til Danmark for at spille for Vejle Boldklub. Forude venter 3F-ligaslutspillet og måske EM i Holland til sommer. 

Af Sophie Lysholt

Efter flere år i de norske klubber Grimstad Amazon og Vålerenga har den danske landsholdsmålmand Line Geltzer Johansen atter vendt snuden hjem til Danmark. Efter et år med skader og svingende spilletid venter nu et forår, hvor hun skal vogte målet i 3F-ligaklubben Vejle Boldklub. I mens skal hun også forsøge at sætte sig på en af landstrænerens eftertragtede pladser til EM i Holland.

Men det var ikke just let at vælge, hvor Line skulle hen efter Vålerenga. Med tilbud fra både Sverige og England var der mange overvejelser i forhold til spilletid og landsholdet.

”Jeg havde mange forskellige tilbud, men det var hele tiden en afvejning af, om jeg skulle gå med en god kontrakt eller med en større mulighed for at spille mig på landsholdet. På et tidspunkt kom jeg i kontakt med Vejle Boldklub, og så tænkte jeg, at det kunne være en rigtig god mulighed i forhold til spilletid, kampform og større mulighed for at komme i betragtning til landsholdet.”

Professionel

Efter Lines udlandsophold i både Australien og senest Norge har hun tilegnet sig en professionel mentalitet, der gør, at hun stiller skyhøje krav til sig selv og til sine medspillere.

”Jeg forventer meget af mig selv både til træning og til kamp. Derfor sørger jeg også for at træne rigtig meget, og også noget mere end de andre på holdet. Jeg træner altid 1-2 gange om dagen så jeg hele tiden kan udvikle mig,” siger hun.

For Line er der også mere på spil end resultaterne i ligaen. I løbet af foråret skal landstræner Nils Nielsen udtage sin endelig trup til EM i Holland, og det ligger i baghovedet på målmanden det meste af tiden.

”Det fylder i min hverdag på den måde, at det selvfølgelig er den retning, jeg arbejder i med min træning. Der er nogle fokusområder, som jeg skal forbedre, og det er også med tanke på landsholdet.”

Foreløbigt er Line Geltzer udtaget til venskabskampen den 11. april mod Finland, og ifølge hende selv, er hun i en god fase i øjeblikket.

”Jeg har været med som to´er de sidste gange, vi har været afsted. Og jeg synes jeg selv, at jeg er et godt sted både fysisk og mentalt lige nu, men det må aldrig blive en sovepude. Jeg bliver ved med at bygge på.”

Ungt hold

Når Line den 14. april går på banen mod KoldingQ, vil hun højst sandsynligt være vejlensernes alderspræsident. Det unge hold er dog ikke noget, der bekymrer målmanden.

”Der er en ret god balance på holdet, og selvom der er mange unge spillere, der får nogle store roller på banen, så løfter de det rigtig fint. Det er også et hold, der har spillet meget sammen og har mange kampe i 3F-ligaen, så det er ikke en ulempe.”

I forhold til de klubmæssige resultater er Line godt klar over, at hun måske ikke er i en klub, hvor der skal spilles om medaljer i denne sæson. For hende er der dog en særlig målsætning, der alligevel har en indflydelse på, hvor metallet ender.

”Jeg synes personligt, det kunne være virkelig fedt at lave nogle resultater, der gør, at vi er med til at bestemme, hvor medaljerne havner.”

Line Geltzer er med i landsholdstruppen, der møder Finland den 11. april i Slagelse.