Portræt af AaB’s cheftræner for U18DM

0
1922

KLUBNYT

Af AaB’s web/presseafdeling

Finn Christensen har siden august 2016 stået i spidsen for AaB’s U18DM elitehold for piger/kvinder. En opgave han tager meget seriøst, fordi han har den vigtige opgave, at udvikle de unge piger både på det fodboldmæssige men også på det personlige plan henimod en karriere på højeste seniorniveau i landet.

Finn tror på, at udvikling er nøgleordet for de unge piger, og dette går også i tråd med AaB’s målsætning for holdet. Finn udtaler herom; ” Derudover håber jeg, at mange af spillerne bevarer den passion og motivation, de har for fodbold, mange år frem i tiden. Denne passion og motivation skal også være det, der er med til at gøre en forskel for pigerne individuelt og ikke mindst for holdet”.

Udviklingen under træningen består blandt andet i at få spillerne til at tage mere ansvar for dem selv og for deres træning. Der arbejdes på at udvikle pigerne til at blive bedre til at skærpe opmærksomheden og at rette fokus ind på det, der arbejdes med. Pigerne skal efter Finns udtalelse; ”lære at træne” – altså lære, at tilføje endnu mere energi og intensitet til træningen. ”De er allerede godt på vej, indenfor den korte tid, de har haft fokus derpå, der er dog stadig et stykke vej, inden de er nået helt i mål med denne læring” udtaler Finn, ”men det er jo også det udvikling handler om”.

Der arbejdes også på at lære spillerne, at træningen skal have samme intensitet, som var det en kamp, for at ruste spillerne til at præstere endnu bedre i kampene både teknisk, taktisk og mentalt.

Mentalt skal pigerne lære, at der vil være mange bump på vejen frem imod vores mål, og der arbejdes på at lære at gøre brug af redskaber, der skærper opmærksomheden på det, de bruger for meget energi på.

Det har iflg. Finn indtil videre været en positiv oplevelse at arbejde med disse U18DM piger. Det er første gang, at han står i spidsen for et pigehold. Han har til gengæld stor erfaring med træning af drenge og seniorer, blandt andet tidligere som træner i AaB i 6 år for superliga reserverne i Danmarksserien og for 2. division, og senest har han trænet et talentfuldt drengehold, hvoraf flere af disse spillere i dag gør det rigtig godt for AaB.