Fuld fart på træningslejr for U10 piger

0
1009

Af Vildbjerg SF

KLUBNYT Første weekend i april var der fuld fart på faciliteterne i Vildbjerg Sports- & Kulturcenter og hos Vildbjerg SF fodbold. U10 pigetrænere og ledere fra 3 klubber var gået sammen om at arrangere træningslejr for deres fodboldpiger. Holdene fra Skive IK, TMG og Vildbjerg SF var samlet til en stor fælles træningslejr hvor 45 fodboldglade U10 piger var klar til en weekend med MASSER af fodbold og hygge.

5 landshold
Pigerne blev som det første delt ind på 5 forskellige landshold på kryds og tværs af deres normale klubber og hold – og efter ganske kort tid sammen på deres nye landshold var der allerede nye venskaber mellem det der før var helt ukendte ansigter – og klubnavne var byttet ud med fodboldnationer som England, Spanien, Italien, Frankrig og Tyskland.

Fodbold, fodbold og fodbold…
Træningslejren blev skudt igang med en runde stationstræning hvor pigerne fik mulighed for at få teknikken prøvet af. Efter frokosten fik pigerne besøg af 7 af de dygtigste U14 piger i Vildbjerg der trænede sammen med dem. Fantastisk at se hvordan de ’store’ piger delte ud af deres skills og kunnen. Der blev øvet finter og skills i stor stil og jublen var stor når det lykkes at finte en U14 spiller. Dagens sidste træning stod på Masser af mål – der blev scoret på straffe, 1:1 dueller og på afslutninger med og uden 1. berøringer. Og som om at energien ikke burde være brugt for længst – ja så tog pigerne lige en time i fritidscenterets svømmehal som afslutning på dagen…

VM i Vildbjerg
Dag 2 mødte de fem landshold så hinanden i en mini-8-mands VM-turnering, hvor det for flere af pigerne blev til debut på de store 8-mands baner – men vindermentaliteten fejlede ikke noget, scoringer og sejre blev fejret som de skal – så det var dagen VM kom til Vildbjerg.

Hvis man var i tvivl om træningslejren var en succes skulle man bare kigge på de 45 (trætte men) smilede piger der efter 2 dage sammen havde fået nye veninder – det kan fodbold nemlig også. Trænerne fra de 3 klubber taler allerede nu om hvordan træningslejren kan følges op næste år.