BSF: Vi plejer at spille godt mod KoldingQ

0
762
Naja Bahrenscheer i aktion mod Brøndby

Lørdag skal BSF op imod KoldingQ i 3F-ligaens slutspil. Begge hold har haft en pointfattig start på sæsonen, men BSF´s anfører tror på point mod bronzekandidaterne.

Af Sophie Lysholt

BSF har endnu deres første point til gode i slutspillet, og Kolding har kun hentet et enkelt imod Vejle Boldklub. Derfor er det også to sultne hold, der mødes lørdag. I BSF er troen på point især stor, fordi de seneste resultater mod dem har været hæderlige. I efteråret vandt BSF den første kamp 1-0, mens de i den anden led et smalt nederlag på 1-2.

”Vi har spillet to rigtig gode kampe mod dem i efteråret og har haft godt fat på dem, så jeg tror, point er en mulighed,” siger BSF´s anfører Naja Bahrenscheer.

Det unge BSF-mandskab har tidligere udtalt, at dette års slutspil skal ses som en gratis runde, hvor de kan bygge videre på det taktiske spil på banen og turde holde på bolden. Sådan er det stadig, men der har endnu ikke været så meget plads og mulighed for selv at spille med bolden. Det mener Naja Bahrenscheer bliver anderledes på lørdag.

”Det er som om, Kolding ligger godt til den måde, vi gerne vil spille på. Der er mere plads. Men det er ikke fordi vi er favoritter eller noget.”

BSF-anføreren nævner også selv begrebet ”et gratis forår”, men det ændrer ikke på motivationen til kampene, forklarer hun.
”Det er selvfølgelig mere intenst og presset, når man kæmper om point hver gang, men det er på en måde også virkelig rart ikke at have det pres over sig. Og jeg synes også, det er motiverende at se, at holdet rykker sig hele tiden. Det giver endnu mere blod på tanden.”

Kampen mellem KoldingQ og BSF spilles i Kolding klokken 13.00