KoldingQ: Vi stiller i stærkeste opstilling

0
1050
KoldingQ-Vejle 0-0

Den skal have alt, hvad den kan trække, når KoldingQ og Vejle møder hinanden i sjette spillerunde i slutspillet. I Kolding-lejren er alle kvinder klar og de blåblusede er sultne efter en sejr.

Af Sophie Lysholt

I KoldingQ er målet bronzemedaljer, og hvis det skal lykkes, er en sejr over Vejle så godt som påkrævet, når de to tørner sammen på lørdag. Alle spillere er klar, bænken strutter af talent, og der er højt humør på træningsbanen.

”Vi stiller i stærkeste opstilling, og jeg tror ikke vores træner har haft en let opgave med at sætte holdet til weekenden,” siger Kolding-anfører Lotte Troelsgaard, der i øvrigt netop er blevet udtaget til træningssamling med A-landsholdet i starten af juni måned.

Men selvom de blåblusede ser knivskarpe ud forud for den vigtige kamp, er der særligt en ting, der skal lykkes på banen, hvis det skal række til den vigtige sejr.
”Vi skal score på de chancer, vi får. Sidst var vi simpelthen ikke skarpe nok, og vi er bare ikke så kyniske, som vi burde være,” forklarer hun.

Og netop målene har været KoldingQ´s akilleshæl dette forår. Holdet har kun formået at nette fire gange, og hvis den statistik fortsætter, er der langt til medaljerne og Skovbakken, der i øjeblikket ligger nummer tre.

Fuldtidstræner

Der er dog meget, der er blevet forbedret i KoldingQ over den seneste tid, selvom målene har været få. Blandt andet har klubben ansat træner Daniel Theemann på fuld tid siden første maj, og det er noget, man kan mærke i det daglige.

”Der er meget mere overskud fra hans side. Der er tid til at se videoklip, tale inden træningerne, morgentræning og individuel træning. Det er virkelig dejligt, og det giver os spillere rigtig meget,” forklarer anføreren.

Kampen mellem Vejle og Kolding spilles lørdag den 20. maj klokken 13.00 i VB-parken.koldi