Nyt samarbejde skal løfte Kvindeligaen

0
1352

Den bedste danske kvindeliga skal styrkes, hvis ambitionen om flere tilskuere, sponsorer og TV-dækning skal opfyldes. Derfor sætter DBU og Kvindedivisionsforeningen nu et fælles udviklingsprojekt i gang, der har fået bevilget 650.000 kr. fra DBU´s Udviklingspulje og også medfinansieres af Kvindedivisionsforeningen. Fra 2018/2019-sæsonen lanceres en ny og mere ambitiøs Kvindeliga

Den bedste danske fodboldrække for kvinder, 3F ligaen, får slet ikke den opmærksomhed, som potentialet i dansk kvindefodbold berettiger den til. Det mener DBU og Kvindedivisionsforeningen, der er talerør for kvindeeliteklubberne.

Derfor går DBU og Kvindedivisionsforeningen nu sammen i en samarbejdsaftale og et stort, fælles udviklingsprojekt, som skal løfte kvindeligaen og dansk kvindefodbold til nye højder. Udviklingsprojektet skydes i gang med 650.000 kroner fra DBUs udviklingspulje og et tilskud fra Kvindedivisionsforeningen.

”Dansk kvindefodbold oplever lige nu medvind med gode resultater for kvindelandsholdet, der til sommer spiller med i EM-slutrunden i Holland. Samtidig har vi nedsat en Kvindekommission med en række visionære medlemmer, og i løbet af de kommende år skal vi fordoble antallet af piger og kvinder, der spiller fodbold. Det er derfor det helt rigtige tidspunkt at give kvindeelite klubfodbolden et gevaldigt løft,” siger medlem af DBU´s bestyrelse Mette Bach Kjær.

Kvindedivisionsforeningen: Det er en milepæl

Kvindedivisionsforeningens formand, Jan Borre, ser samarbejdsaftalen med DBU og udviklingsprojektet for Kvindeligaen som en milepæl for kvindeelitefodbolden i Danmark:

”Klubberne har siden indførelsen af licenssystemet hver især gjort en betydelig indsats for at styrke det sportslige set-up i klubberne omkring træningsfaciliteter, trænerstab og sundhedssektor og forsøgt at tiltrække flere tilskuere og sponsorer bl.a. via live streaming og samarbejde med store medieplatforme som bold.dk og DR. Men potentialet er langt større end de resultater, vi har nået indtil nu –og derfor retter vi nu initiativerne mod selve Kvindeligaen, hvor Kvindedivisionsforeningen er tiltænkt en mere synlig rolle i fremtiden”, understreger Jan Borre.

Ny kvindeliga fra sæson 2018/2019

Det ét-årige udviklingsprojekt skal bl.a. indhente erfaringer fra Europas stærkeste kvindeligaer i fx Tyskland, Sverige, England og fra nationale interessenter som medie-verdenen, herreeliteklubberne, potentielle kommercielle partnere og eliteklubberne selv for at ende med et total-koncept for en ny, dansk kvindeliga til lancering fra sæsonstart 2018/19.

”Hvis kvindeligaen skal udvikles, skal vi kigge hele vejen rundt. Det gælder både i forhold til branding, sponsorer, fan-kultur, mediedækningen – men også gerne en større sportslig jævnbyrdighed i de enkelte kampe, så ligaen bliver mere attraktiv for både sponsorer og tilskuere,” tilføjer Jan Borre.

Projektet er som nævnt et vigtigt element i en ny samarbejdsaftale mellem DBU og Kvindedivisionsforeningen. Samarbejdsaftalen fastlægger bl.a. rettighederne til Kvinde DM, og sikrer bedre organisering og afvikling af de bedste kvindelige rækker samt et kontinuerligt fokus på talentudvikling. Samarbejdsaftalen løber frem til sommeren 2021.

Læs også: Kritisk Fortuna-træner: DBU og KDF glemmer spillerne