Vardes Solveig Andersen kåret som pokalfighter

0
1139
Solveig Andersen blev kåret til pokalfighter 2017 , foto: privat

Varde tabte 3-1 i pokalfinalen mod Brøndby, men alligevel skulle pokalfighteren findes blandt en af vestjyderne. Juryen valgte nemlig Solveig Andersen, der hele tiden var en trussel for Brøndbys bagkæde.

Af Sophie Lysholt

Brøndby var fra start spået til at vinde pokalfinalen stort, og de vandt da også. Spillet var dog langt fra sprudlende, og de mange Brøndbyfejl gav muligheder til Varde. Især lynhurtige Solveig Andersen var her, der og alle vegne, og det blev belønnet efter kampen, da hun blev kåret til årets pokalfighter.

”Det er rigtig fedt at blive hædret med den her titel. Der var nok en del, der var mere oplagte end mig, og jeg blev virkelig overrasket, da de råbte mit navn op i højtaleren,” siger hun.

Valget var dog ikke uden grund, og da u19-landsholdsspilleren for første gang var rigtig farlig, var hun lige ved at score. Angriberen opfangede efter knap 40 minutters spil en fejlaflevering i Brøndby-bagkæden og satte fart mod Kathrine Larsen. I sidste øjeblik blev hun dog i tvivl om afslutningen, og bolden trillede sløvt forbi højre opstander.

”Jeg havde lovet vores assistenttræner inden kampen, at jeg ikke ville lade mig gå på af at brænde sådan nogle chancer, så jeg skulle bare videre, selvom det var ærgerligt,” fortæller pokalfighteren.

Varde stod meget defensivt i store dele af første halvleg, men efter pausen kom de hvidblusede længere frem ad banen. Det betød, at holdet brød flere Brøndby-afleveringer på midtbanen, og de endte ofte i fødderne på Solveig Andersen, der vendte rundt og satte fart mod mål. De fleste gange fik brøndbyerne dog forpurret chancerne, inden det for alvor blev farligt, men et minut inde i overtiden gik den ikke længere. Andersen styrtede mod mål, og lige ved kanten af feltet lagde hun en flad aflevering tilbage til Laura Bahl, der med højrebenet sendte bolden i kassen lige under overliggeren. En scoring, der udløste stor jubel hos Varde-spillerne.

”Vores scoring betød så meget. Vi gik ind til kampen med en målsætning om at score et mål, og at vi så får den puttet ind til sidst, det var virkelig forløsende for os alle sammen.”

Efter kampen venter der aftensmad til holdene og DBU, og derefter er der fest i begge lejre. En sjov oplevelse, at alle er så glade, siger Solveig Andersen.

”Det er en sjov situation, at begge føler de har vundet, men man skal huske, at vi har vundet en sølvmedalje, selvom vi har tabt kampen.”