HB KØGE PIGEFODBOLD INDBYDER TIL ÅBEN TRÆNING

0
1129

Kom til Herfølge og prøv kræfter med et lidt anderledes træningsmiljø

Af HB Køge Pigefodbold (Søren Østergaard)

KLUBNYT

HB Køge Pigefodbold indbyder til ”åben træning” i et talentmiljø, hvor du ikke behøver at skifte klub eller bruge en masse tid på landevejen

HB Køge Pigefodbold indbyder U14 og U16 til ”åben træning” d. 20. og d. 22. juni fra kl. 18.15 til kl. 19.45 på Herfølge Stadion. Her kan du prøve kræfter med et lidt anderledes talentmiljø, hvor du ikke behøver at skifte klub eller bruge en masse timer på landevejen.

HB Køge Pigefodbolds sportschef Max Olsen forklarer, hvori det ”anderledes” består:

 Vi træner meget, men ikke nødvendigvis sammen

”Vi er et holdsamarbejde med spillere fra pt. 8 klubber.

Vi tilbyder træning 4 gange om ugen samt styrketræning, men det er ikke et krav, at man deltager i alle disse træningspas – specielt ikke, hvis man har langt til træning. Vi har to deciderede holdtræninger – resten er forskellige former for kompetencetræning. Hvis vi sammen med spilleren vurderer, at det giver lige så megen mening at træne med sit ”gamle” hold eller træne med et lokalt drengehold, så er det den model. som vi vælger.

Man bliver ikke en bedre fodboldspiller af at sidde i en bil eller i et tog – det bliver man af at træne – og derfor går vi efter at udvikle fleksible modeller, der er skræddersyet til den enkelte spiller. Vi har haft spillere, der kun har været til en ugentlig holdtræning, fordi det var det eneste, der fungerede i praksis – og den model kan sagtens fungere, hvis spilleren supplerer med at være en del af et lokalt udviklingsmiljø og prioriterer at komme til de hele træningsdage, som vi også afholder med jævne mellemrum.”

Spillerne behøver ikke at skifte klub

”Fordi vi er et holdsamarbejde, er det heller ikke et krav, at spilleren skifter klub.

Vi har forsøgt at udvikle en model, der betyder, at vi ikke dræner de mindre klubber for spillere. Hvis man som spiller ikke er udtaget til at spille på det ”fælles” hold, spiller man for sin lokale klub – eller for en anden klub i holdsamarbejdet, der mangler en spiller.

Denne model betyder, at spillerne har lettere ved at vende retur til deres klub, hvis skole, ændrede ambitioner m.v. gør, at de ikke længere ønsker at være en del af HB Køge Pigefodbold.”

 Vi har fokus på det mentale

”Fodbold foregår også oppe i hovedet – og det er vigtigt, at spillerne får redskaber til at håndtere op og nedture, får ”lifeskills”, der gør, at der er balance i deres liv, og at de kan håndtere det at være en del af en pigekultur, hvor det perfekte er blevet det normale.

Vi har et coachingforløb, som vi løbende tilbyder spillerne – i første omgang et forløb på 12 timer, men vi arbejder med at udvikle denne del af vores arbejde, som vi vurderer er særdeles vigtig, hvis man gerne vil uddanne spilere som fremadrettet kan spille på højeste niveau.” slutter sportschefen.

 Velkommen i uge 25

Hvis du er 05-04-spiller der kunne tænke dig at være med til at spille vores U14-hold op i Øst-rækken fra foråret, så kan du kontakte cheftræner John Petersen på tlf. 31431456.

Hvis du er 03-02 (eller 01er født i sidste halvår) og har lyst til at spille U16 Øst 1, er du velkommen til at kontakte den sportslige koordinator Søren Østergaard på tlf. 23304189.

Læs mere om HB Køge Pigefodbold på: HB Køge Pigefodbold – Vi gør det lidt anderledes