Pige-/kvindefodbold i Vejle Boldklub

0
1856
U-16 piger i VB i gang med træningen

Vejle Boldklub vil gerne være med til at kanalisere den stigende interesse for pige-/kvindefodbold ud i klubberne

Af: Anita Schytte, Vejle Boldklub

KLUBNYT

Glæden og begejstringen må bare deles i dette pigeunivers. Man kan jo kun være glad og stolt oven på Kvindelandsholdets resultat ved EM i Holland. Den velfortjente fokus, der nu er på kvinde-/pigefodbold, gør, at hverdagen i klubben også får et velfortjent fokus.

Pige-/kvindefodbold har sin helt egen atmosfære. Ligegyldigt hvor jeg møder pigespillere i flok, er der højt humør – der snakkes, grines, og kampe diskuteres.

Til en U-16 træning i VB blev en spiller budt velkommen tilbage, og hun kom, fordi hendes mål er at blive den nye Nadia Nadim!

Fodbold indeholder mange værdier både for den enkelte spiller, klubben, holdet, bestyrelsen, tilskueren og for nationen, og så er fodbold sundt både fysisk, psykisk og socialt.

I Vejle Boldklub er der plads til alle, der gerne vil spille fodbold. Der er respekt for den spiller, der vægter det sociale element højt, der er respekt for den spiller, der målrettet går efter at spille på højt niveau.

I VB anerkendes det, at hver eneste spiller har et talent. I VB har vi hold fra U-8 til U-16 og U-18, og på seniorplan har vi 3F og Jyllandsserie.

Vejle Boldklub har sammen med øvrige klubber i kommunen og DBU fokus på, at pigerne bliver ved med at spille fodbold og bevare interessen for spillet. Der er aftaler om træning på tværs af klubberne, og der er fastlagte datoer – sidst samledes pigerne i Hover. Vejle Boldklub er en del af mange forskellige samarbejder. VB samarbejder med VIES, Vejle Idrætsefterskole, og Campus Vejle, Elite Vejle m.fl. Vi tager gerne et medansvar for udvikling på forskellig vis.

Vi er åbne omkring vores målsætning og værdier. I VB har vi vores årlige VB Pige Cup i juni måned, vi har forældreråd omkring hvert eneste hold, og der er fællesspisning i pigeafdelingen. Vi har dygtige og engagerede trænere og holdledere, der giver plads til et grin, og som vægter et godt socialt sammenhold højt.

Kære piger, lad os fortsætte pige-/kvinde-fodboldfesten, besøg vores hjemmeside, besøg vores klub.