U19 støtter Kvindelandsholdet i konflikt

0
1475

Torsdag aften indledte U19-landsholdet en serie af facebook opdateringer, som spillerne fra U19-landsholdet poster på deres profiler. I statusserne giver U19-landsholdsspillerne deres fulde støtte til Kvindelandsholdet i konflikten mellem Spillerforeningen og DBU.

Af Andrea Signe Trolle

”På vegne af U19-landsholdet støtter vi vores kolleger på kvindelandsholdet 100%. Vi ved, at det, de kæmper for, er for alle os kvindespillere. Det er en vigtig kamp, som vi ikke skal bakke ud af. Vi støtter deres kamp for en aftale. #Unity

Sådan lyder budskabet fra en række U19-landsholdsspillere, som torsdag aften har delt ovenstående citat på deres facebookprofil. Blandt de U19 landsholdsspillere, som har delt opslaget, er blandt andet Mathilde Lundorf Skovsen og Signe Holt Andersen fra VSK Aarhus, Maria Mini Hovmark og Sofie Svava fra Brøndby IF og Agnete Nielsen fra Fortuna Hjørring, samt flere andre U19 landsholdsspillere.

U19-landsholdsspillernes offentlige støtte til Kvindelandsholdet på facebook sker efter, at DBU har meldt ud, at Danmark melder afbud til fredagens VM-kvalifikationskamp mod Sverige, fordi kvindelandsholdet har valgt at udeblive fra landsholdstræningen i Helsingør som protest mod, at Spillerforeningen og DBU ikke er nået til enighed om en aftale om spillernes løn- og arbejdsvilkår.