10 ting der gør din træningsdag bedre

0
1572

Nye støvler, ingen løbetræning eller en træner i godt humør? Der er mange ting, som kan være med til at gøre din træningsdag endnu bedre. FODBOLD FOR PIGER har listet de ti vigtigste – læs med her:

Af Andrea Signe Trolle  

  1. Ingen materialer

Der er ingen vej uden om. Der er altid nogle, som skal pumpe boldene eller bære keglerne…for ellers bliver der ingen træning. Men i de uger, hvor det ikke er dig, som er på dukselisten, så er træningsdagene bare lidt federe.

  1. Kage i omklædningen

Sejr i går eller fødselsdag – der er altid en anledning til kage. Især efter en hård træningsdag med løb- og styrketræning, så gør det bare træningsdagen bedre, hvis du har et stykke kage at se frem til, når du kommer ind fra banen. 

  1. Nye støvler

Kun fodboldspillere forstår, at det er en helt speciel følelse at binde snørebåndene i et par nye støvler for første gang. Det er forbundet med spænding, glæde og forventning, samtidig med, at de rosende kommentarer fra misundelige holdkammerater, som nye støvler medfører, giver en skøn fornemmelse i maven.

  1. Nyvasket træningstøj

I kender det alle sammen. Nogle dage glemmer du simpelthen bare at smide de sure sokker og den svedige sports-bh til vask – men det fortryder du altid dagen efter, når du skal træne igen. Det er bare ikke lækkert at tage nogle sure og halvvåde sokker op fra dagen før op af tasken. Det bliver derfor altid en bedre træningsdag, når træningstøjet er nyvasket.

  1. Take-away på hjemvejen

Det er hårdt for dine forældre, at du træner så meget, som du gør. Det betyder nemlig, at de måske skal hente dig om aftenen og at maden altid skal være varm, når du kommer hjem fra træning – og det orker de altså ikke hver gang. Så noget, som virkelig kan gøre træningsdagen tiptop er, når mor fortæller, at i skal have en pizza med på hjemvejen.

  1. Først i badet

Der er altid kamp om de to eller tre brusere, som jeres omklædningsrum i klubben har. Nogle af dine holdkammerater er bare altid så langsomme i badet, at du næsten kunne nå en løbetræning mere før de har fået shampooen ud af håret. Det er derfor så fedt, når du når bruseren før dem, så du kan komme hurtigt hjem.

  1. Træning uden pasningsøvelser

Vi kan ikke komme udenom, at pasningsøvelser er vigtige for at skabe et godt sammenspil på holdet. Men der er ingen tvivl om, at det er en af de kedeligere dele af et træningspas. Hvad end det er Y-øvelsen eller en mere fancy pasningsøvelse, så bliver de bare aldrig helt sjove. Så hvis træningsprogrammet er uden pasningsøvelser er det bare mega fedt. 

  1. En glad træner

Vi har alle gode og dårlige dage – og det har din træner også. Du ved derfor, at på en af din træners dårlige dage, så kan det gå ud over din træning. Det betyder nemlig løb- og styrketræning 75% af tiden – og du kan ikke gøre noget ved det. Derimod, så er der også bare dage, hvor din træner er i knaldgodt humør…og disse træningspas har altid de sjoveste programmer.

  1. Ingen løbetræning

I ved det alle sammen…der er ikke nogen fra holdet, som kan lide løbetræning. Så træningsdagen bliver bare sjovere, når det fra start bliver meldt ud fra din træner, at i ikke skal løbe i dag. Så er der nemlig også ekstra kræfter til at give den gas i intervalspillet.

  1. De dage, hvor du bare er for GOD

Der er bare nogle træningsdage, hvor du binder snørebåndene og så lykkes alt til træning. Dine førsteberøringer er perfekte, dine pasninger sidder lige i skabet og du scorer en masse mål til intervalspillet. Det er bare fedt!