Gold Age Academy vil løfte pigefodbolden i Vendsyssel

0
1364

Fredag den 16. februar starter Gold Age Academys første træningspas op, som skal løfte det tekniske niveau for fodboldpiger- og drenge i Vendsyssel. Målgruppen er drenge og piger, der spiller U9 til U12 fodbold og består af op til 30 træningspas om året. Læs mere om det nye akademi her:

Af Andrea Signe Trolle

Brænder dit barn for fodbold og kan ikke få nok af at træne driblinger og finter – så er Gold Age Academy måske værd at undersøge nærmere. Fredag den 16. februar starter et helt nyt teknisk akademi op i Sæby for U9 til U12-spillere. Akademiets program består af et teknisk træningspas om fredagen, hvor drenge og piger træner sammen, så der er helt lige vilkår for begge køn.  

Fokusset i træningspassene bliver at optimere spillernes tekniske niveau og deres boldkontrol, mens der også vil blive arbejdet med spillernes koordination, motorik og balance. Det er træner Christian Winther Borup, der har A-licens, som både er akademichef og bliver den kommende træner for spillerne, men der vil løbende blive koblet flere trænere på.

Akademiet er ikke en elitesatsning, og derfor er der ikke et specifikt krav til spillerens niveau for at blive en del af akademiet. Det eneste krav for at blive en del af Gold Age Academy er, at spilleren i forvejen er tilmeldt en fodboldforening. Akademitræningen er derfor ikke en konkurrent til foreningslivet, men et supplement til spillerens træning i klubben. Det er derfor også et krav, at spilleren fortsat passer sin træning ude i klubben. Det er også akademiets mål at lave et stærkt samarbejde med foreningerne, så spillerne kan få forudsætningerne for den bedst mulige udvikling.

Hvis det vækker din interesse, så kan du klikke HER og læse mere. Det er også på samme side, at det er muligt at tilmelde sig.