Vildbjerg sætter nyt initiativ i gang for pigefodbolden i Midt- og Vestjylland

0
2366

Vildbjerg SF har i øjeblikket syv spillere med inde omkring de danske ungdomslandshold, og nu vil klubben med et nyt initiativ hjælpe målrettede fodboldpiger i Midt- og Vestjylland med at opnå deres drøm. Det sker med et nyt initiativ, der hedder ”Pige Talent Midtjylland”, der henvender sig til egnens U13 spillere og tilbyder ekstra træning for talentfulde piger igennem foråret.

Af Martin Vestergaard Jensen

Vildbjerg SF oplever i øjeblikket stor succes på pigesiden i klubben. De ligger i øjeblikket nummer fire i U18 DM, har et seniorhold i 1. division, mens næsten alle ungdomshold ligger i liga 1.

Klubben har igennem årene lavet mange tiltag for pigefodbolden i området. Senest har klubben haft et nyt tiltag kørende gennem efteråret og vinteren, hvor der har været frivillig talenttræning i Mejrup, Vildbjerg og Skjern målrettet U11 og U12 piger. I alt har ca. 50 fodboldpiger været tilknyttet træningen, og det har været med et klart mål:

”Målet har været at give pigerne både tekniske færdigheder og mod til at udføre færdighederne i kampsituationer. Pigernes syn på udviklingen kommer, når de i første omgang tør gøre tingene uden at være bange for at fejle og dernæst, at de lykkes. Vi har prøvet at stille nogle rammer op, hvor de i et trygt miljø har turde at afvikle handlingerne,” siger Jan Christian Hansen, der har været træner for projektet.

Der har igennem træningerne været fokus på boldbehandlingen i form af footwork, vendinger, pasninger og finter, som alt sammen er blevet gentaget mange gange. Alt det tekniske, der er blevet trænet i, er blevet afprøvet igennem småspil, hvor færdighederne er blevet fremprovokeret, så de bliver implementeret i den enkelte spillers spil.

”Fodboldmæssigt kan vi se, at pigerne har udviklet sig og kan nogle ting, som de ikke kunne før. Processen har været spændende på både en sjov og udviklende måde. De har trænet meget fokuseret og alligevel haft et smil på læben, så alle pigerne har kunnet gå hjem med en oplevelse af at lykkes i træningen,” siger Jan Christian Hansen.


50 piger var over vinteren og foråret til frivillig
talenttræning i Vildbjerg SF

Fra maj starter ’Pige Talent Midtjylland’

I Vildbjerg synes man, at forløbet har være så stor en succes, at man fra Maj søsætter et nyt projekt med navnet ’Pige Talent Midtjylland’. Her kan klubber i Midt- og Vestjylland tilmelde deres bedste U13 piger til talenttræning. Træner bliver igen Jan Christian Hansen, der også er stifter af ATI Fodbold, og for ham, drejer det sig om, at give pigerne samme tilbud, som drengene også har:

”Vi har mange gode tilbud til drenge. Kigger vi på pigesiden i området, så findes der ikke rigtig noget til dem, så bevægelsesgrunden lå i, at give noget til pigerne, som drengene allerede havde mulighed for at opnå andre steder. Pigerne vil gerne have de samme tilbud som drengene,” siger Jan Christian Hansen.

Igennem foråret vil der være fem træninger – cirka én træning hver 14. dag. Spillerne fastholder igennem forløbet deres spillerlicens i ege klub, og er til enhver tid spiller her. Træningen skal ses som et supplement til den enkelte spillers fodbolduddannelse.

”Vi håber, at kunne give nogle nye og anderledes tilbud, end det vi har set andre steder i Danmark. Lige nu leger vi bl.a. med tanken om at sende disse piger med vores eget U18 DM pigehold rundt i landet –  både for at spille kampe, men også se, hvordan de bedste piger spiller. Det vil give dem nogle nye rollemodeller, som der tidligere har manglet,” siger Jan Christian Hansen.

I dag har Vildbjerg to spillere inde omkring bruttotruppen på U16 landsholdet, tre spillere omkring U17-landsholdet og to spillere omkring U19-landsholdet. På sigt skal det nye tilbud ’Pige Talent Midtjylland’ være med til at skabe endnu flere talenter i området:

” Vi er glade for, hvad vi som klub har opnået indtil videre. Men vi vil gerne være med til at skabe endnu flere landsholdsspillere – både på ungdomssiden, hvor vi er repræsenteret, men på sigt også i vores seniortrup,” siger Jan Christian Hansen.

Træningen vil være gratis og vil finde sted d. 5/5, 18/5, 1/6, 15/6 og 22/6.