DAGBOG FRA U19-EM: Laura Frederikke Worsøe og Emma Færge

0
1448

Efter sejren over Italien lørdag eftermiddag fik U19-landsholdet en velfortjent hviledag søndag, hvor det eneste sportslige på programmet var en omgang styrketræning. Derudover bød dagen på forældrebesøg og “Players Party” – et aftenarrangement med landsholdspillere fra de andre lande. Det fortæller Laura Frederikke Worsøe (Team Odense Q) og Emma Færge (Vildbjerg SF) om til FODBOLD FOR PIGER.

Dagbog af Laura Frederikke Worsøe og Emma Færge, redigeret af Andrea Signe Trolle

I dag har været en restitutionsdag uden fodbold. Dagen startede med morgenmad kl. 9 og den sædvanlige vejning. Efterfølgende skulle vi ned til floden nær vores hotel for at styrketræne. Efter lidt let styrketræning, fik vi lov til at hoppe i en pool tæt på floden, hvor der blev lavet (nogle) fine udspring fra vipperne fra både ledere og spillere.
Tiden løb hurtig fra os, hvilket medførte hurtig gang fra floden direkte op i mødelokalet, hvor vi skulle evaluere kampen mod Italien.

Da klokken var 11:45 var det tid til forældrebesøg, hvilket vi altid sætter pris på. Det er dejligt med lidt tid uden for hotellet sammen med sin familie. Kl. 13:00 var det spisetid, hvor vi efterfølgende kunne hoppe op i vores senge for at hvile, så vi kunne være klar til den helt store ’’players party’’.


Vi skulle møde klar kl. 16:00 ude ved bussen for at blive transporteret ud til den såkaldte ’’fest’’. Her blev alle de 8 hold, som deltager ved U19 EM samlet for at hygge med lidt lækker mad. En opstillet foto-bil, med tilhørende forskelligt udklædning, blev flittigt benyttet, og dette endte ud i en masse sjove billeder.

Vi vendte hjem til hotellet ved halv 19:30 tiden, hvor vi igen mødte ind i mødelokalet for at have første forberedelse til næste kamp mod Holland.
Efter en hyggelig dag, kan vi nu sige godnat fra værelse 306 og se frem til en ny dag i morgen.