Mød Signe og Camilla – nye journalister på FODBOLD FOR PIGER

0
1427

FODBOLD FOR PIGER har fået to nye medlemmer af redaktionen: Signe Holt Andersen, der er professionel fodboldspiller i Sverige, og Camilla Bergholm, der er studerende og fodboldspiller i Aarhus

To nye journalister vil fremover forsyne dig med nyt om 3F Ligaen, U18 DM og meget andet fra dansk og international pige-og kvindefodbold. FODBOLD FOR PIGER har nemlig fået to nye medlemmer af redaktionen: Signe Holt Andersen, der er professionel fodboldspiller i Sverige, og Camilla Bergholm, der studerer analytisk journalistik i Aarhus.

Signe og Camilla afløser Solveig og Martin, som har fået travlt med andre opgaver efter mange og gode historier på FODBOLD FOR PIGER.

Professionel i Sverige – og ny journalist på FODBOLD FOR PIGER

Signe Holt Andersen, 19 år, er et velkendt navn i dansk kvindefodbold. Hun har spillet 30 ungdomslandskampe og har spillet 3F i VSK Aarhus inden vinterens skifte til svensk fodbold, hvor Signe har kontrakt med Växjö DFF. Signe overvejer på sigt at tage en journalistisk uddannelse. Hun får på FODBOLD FOR PIGER blandt andet til opgave at dække U18 DM ligaen.

Signe Holt Andersen.

”Jeg finder jobbet som hos FODBOLD FOR PIGER superspændende og interessant, da jeg selvfølgelig brænder for fodbolden, men også er vild med at skrive. Selvom jeg nu bor og spiller i Sverige, så følger jeg stadig dansk fodbold tæt. Jeg glæder mig til at dække dansk kvindefodbold fra tæt hold og være med til at fremme kvindefodbolden som sport,” fortæller Signe, som ud over fodbolden og sine nye opgaver på FODBOLD FOR PIGER også har et fritidsjob i Växjö.

” Min hverdag består af masser af træning og restitution. Jeg nyder at have en hverdag, hvor fodbolden er i fokus, og er glad for at kunne udøve min drøm om at være professionel fodboldspiller,” fortæller hun.

Studerer analytisk journalistik – og elsker fodbold

Camilla er 22 år og har spillet fodbold de sidste ti år, siden hun var med til Pigeraketten i Gårslev, hvor hun er opvokset. Camilla er ud af en rigtig fodboldfamilie, fortæller hun, og dyrker nu både fodbold på banen i Katrinebjerg i Aarhus og som tilskuer til bla.. AGFs hjemmekampe. Til daglig læser Camilla cand. public i Aarhus – ”en fancy betegnelse for Analytisk Journalistik”, som hun siger. Camilla elsker at skrive og får på FODBOLD FOR PIGER blandt andet til opgave at dække 3F Ligaen:

”Jeg er fascineret af den måde, fodbold kan samle folk på – både unge og gamle. Derudover er det en utrolig sjov sport at dyrke. Denne interesse sammenkoblet med min passion for journalistik er noget, jeg ser frem til at dyrke hos Fodbold for piger,” siger Camilla.

Camilla Bergholm.