Fodbold og studier spiller sammen i smilets by

0
2066
På billedet ses nogle af kvinderne fra Katrinebjergs kvindehold.

Undersøgelser viser, at piger fravælger fodbold, fordi de ikke har tid. Alligevel er det lykkedes et hold kvinder i Aarhus at få studier og fodbold til at passe sammen. Mød et par af Katrinebjergs fodboldkvinder, der fortæller om deres forhold til fodbold og studier.

Af Camilla Bergholm

Solen skinner på en gruppe studerende, der befinder sig på en fodboldbane ved Skovvangskolen i Aarhus. Gruppen danner tilsammen Katrinebjergs fodboldkvinder, der kalder sig for KAF. De har samlet sig på fodboldbanen og gør sig nu klar til den næste træningsøvelse. Selvom der ikke er fuldt hus til træningen, er der normalt stor opbakning.

Rapporten ”Pigernes stemme” fra 2016 , som er udarbejdet for DBU, viser, at tid er en vigtig faktor i forhold til at prioritere fodbold. Her står bøger og undervisning ofte i vejen, da det tager de studerende pigers tid. Derfor er der et stort frafald af piger, når de rammer deres teenageår. KAF’s kvindehold består ikke af piger i teenageårene, men derimod af unge voksne kvinder, der stadig er presset på tiden, fordi de har travlt med deres studier.

Caroline Skov studerer Medievidenskab på kandidatuddannelsen og var med til at starte syvmandsholdet. I begyndelsen var det et hold bestående af studerende fra Medievidenskab og Informationsvidenskab på Katrinebjerg, men efterhånden er der kommet studerende fra andre studier til. Det er derfor blevet et hold, hvor rummelighed er vigtigt, som Caroline Skov også forklarer det:

“Jeg vil mene, at der er plads til alle i KAF.”

Det kræver prioritering

Kirstine Landgrebe studerer Medievidenskab i Aarhus og har spillet fodbold, siden hun var seks år. Hun spiller fodbold i KAF, fordi hun kan lide sporten og det sociale. Men samtidig understreger hun, at hun er nødt til at prioritere fodbold, hvis det skal passe med studiet:

”Det kræver, at jeg planlægger min tid og prioriterer fodbolden. Så må jeg tage studiet på et andet tidspunkt, og så bruger jeg lige de her timer på fodbold,” siger Kirstine Landgrebe.

“Vi er seriøse, men der er altid tid til sjov”

Kirstine Landgrebe, studerende

Selvom det tager hendes tid, er værdierne inden for fodbold så vigtige, at hun ikke kan undvære bolden.

”Det er vigtigt for mig, at vi har fælles mål. Vi dyrker sport sammen, og det betyder meget,” siger Kirstine Landgrebe.

Det skal være sjovt

Da Caroline Skov var med til at starte holdet op, var det vigtigt, at det skulle være sjovt:

“Det sociale, selve fodboldspillet og den friske luft er vigtig for mig. Jeg synes, det er så lækkert at komme udenfor og bruge noget energi med en masse søde mennesker,” siger Caroline Skov. Derfor er det ikke vigtigt, om man har spillet før, men derimod at man har lyst til at spille fodbold. Der nemlig flere på holdet, der ikke har rørt en fodbold før. I dag er det heller ikke kun studerende fra Medievidenskab og Informationsvidenskab, der vil være en del af holdet, men der er også begyndt at komme folk udefra:

”De fleste, i hvert fald på kvindeholdet, er studerende på Katrinebjerg. Men det er også super fedt, at der er begyndt at komme nogle ude fra. Vi er en god blandet flok,” siger Caroline Skov.

KAF og kage bliver mere populært

”KAF, KAF, KAF og kage.” Sådan lyder det, når Katrinebjergs kvinder spiller fodboldkamp. Og det kampråb bliver stadig mere populært. Flere studerende bliver nemlig en del af holdet. Denne sæson har de haft stor tilgang, hvilket også har sat sit præg.

”Det har skabt mere struktur, fordi det har været nødvendigt, når så mange er kommet til,” siger Kirstine Landgrebe. Men selvom spillertilgangen har skabt mere struktur, skal det stadig være sjovt:

”Vi er seriøse, men der er altid tid til sjov,” siger Kirstine Landgrebe, inden hun løber tilbage til øvelsen.