Fortuna Hjørring gør klar til at møde KoldingQ

0
1077
Fodboldfoto: Jess Madsen

Fortuna Hjørring er igen klar efter en skuffende kamp mod Odense Q i 3F Ligaen. Det sker efter en sejr i pokalkampen i Kjellerup, som giver blod på tanden, når de på lørdag skal møde KoldingQ i 3F Ligaen.

Pressemeddelelse af Fortuna Hjørring – redigeret af Camilla Bergholm

Efter den skuffende kamp lørdag den 20. oktober mod Odense Q hvor Fortuna Hjørring manglede skarphed og kvalitet, kom de tilbage på sporet onsdag i pokalkampen i Kjellerup. Her var især anden halvleg tempopræget, hvor der blev skabt mange chancer. Holdet fra Hjørring vandt kampen med 7-0. Nu venter så igen en kamp i 3F Ligaen.

KoldingQ har været svingende

Kampen bliver spillet på lørdag den 27. oktober mod KoldingQ. Her tager Fortuna Hjørring imod koldingenserne klokken 13 på hjemmebane.

Fortuna Hjørrings assistenttræner, Peter Enevoldsen, er spændt på at møde KoldingQ, der bliver den første kamp mellem de to hold i denne sæson.

”Vi skal for første gang i denne sæson møde KoldingQ, da vi fik den kamp, der tidligere var afsat, flyttet, fordi vi skulle til en turnering i Spanien. Nu bliver det spændende at se, hvor Kolding befinder sig netop nu. Det er et hold, der har været lidt svingende i denne sæson,” siger han.

Fortuna møder et hårdt kæmpende hold

Selvom Kolding har været svingende, ved assistenttræneren dog, at det er et hold, som kæmper hårdt, hvilket de også vil gøre i weekenden.

”Vi ved, at de er godt organiseret, og at de vil arbejde hårdt gennem hele kampen.
Så der er ingen tvivl om, at vi skal levere en god præstation for at hente de tre point.
Vi har roteret lidt på holdet de seneste kampe, men lørdag stiller vi med det bedste hold valgt ud blandt de spillere, der er klar. Jeg forventer et topmotiveret Fortuna-hold, der henter sejren,” siger Peter Enevoldsen.

Diverse arrangementer samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
Ligakampen indrammes af en række arrangementer, som Fortunas 3F-spillere har stablet på benene for at samle penge ind til kampagnen ”Støt brysterne”, som er sat i gang af Kæftens Bekæmpelse.

I 2017 deltog Fortuna i den tilsvarende kampagne, og her blev der afleveret ca. 30.000 kr. fra Hjørring.

Et led i kampagnen er en auktion af specielle kamptrøjer. Der har i de seneste dage været livlig handel på nettet, og man kan stadig nå at afgive et bud under kampen.
Kampens resultat er også afgørende for indsamlingen, da adskillige har bundet sig til at yde et beløb for hver scoring.

Kampen fløjtes op på lørdag klokken 13 på Nord Energi Arena i Hjørring.