Holland ødelagde Danmarks VM-drømme

0
1950

VM i 2019 bliver uden dansk deltagelse. Det står klart efter tirsdagens kamp i VM-kvalifikationen, hvor Danmarks kvinder tabte 2-1 til Holland på hjemmebane i Viborg

Af Camilla Bergholm

Danmark var på en svær mission, da de tirsdag aften mødte Holland i VM-kvalifikationen på hjemmebane i Viborg. Med et 2-0 nederlag i bagagen skulle danskerne ind og score mål for at komme med til VM. Returkampen endte dog med at blive for svær en opgave for de danske kvinder, der måtte se sig slået med 2-1.

Mål og håb

Fra første fløjt var kampen meget lige, og der skulle derfor heller ikke gå lang tid, før Danmark fik kæmpet sig frem til et straffe. Det eksekverede Nadja Nadim med kampens første scoring til 1-0. Holland svarede hurtigt igen, da Lineth Beerensteyn to minutter senere udlignede.

Efterfølgende kom Danmark frem til flere chancer, men det var stadig Holland, som stod for det meste af spillet. Især op til halvlegen blev danskerne farlige, men de fik ikke udnyttet chancerne, og derfor var pausestillingen 1-1.

Danskerne manglede aggressivitet

Fra starten af anden halvleg manglede de rød-hvide kvinder aggressivitet i spillet, hvis de skulle nå at score tre mål. Holland spillede bedst og var skarpe ved de danske fejl, hvor de hurtigt kom frem med bolden. Frederikke Thøgersen begyndte til gengæld at røre på sig, hvilket skabte flere ture frem på banen. Spillet blev dog for langsomt, når danskerne nærmede sig hollændernes mål, og de blev derfor hurtigt stoppet. Danskerne fortsatte til gengæld med at kæmpe, og det førte til flere chancer.

Efter 62 minutter begik Holland en fejl på egen banehalvdel, hvilket Nadia Nadim hurtigt udnyttede til at få bolden lagt ind foran hollændernes mål. Pernille Harder manglede dog præcision og skød derfor bolden over målet. Der gik ikke lang tid, før danskerne igen blev farlige. Et minut senere fik Pernille Harder kæmpet sig frem til målet, men solidt hollandsk forsvarsspil fik stoppet Europas bedste fodboldspiller.

Holland pressede på til det sidste

Danmark pressede herefter på, men de fik stadigvæk ikke udnyttet chancerne og det gode presspil. I stedet fik Holland mere blod på tanden i slutningen af kampen, hvilket førte til en stor chance efter 90 minutter, som den danske målvogter Line Johansen fik fingrene på. Kort efter kom hollænderne igen frem til danskernes mål og brugte det held, som danskerne havde manglet i hele anden halvleg, og scorede til kampens resultat 1-2.

Efter nederlaget må de danske kvinder se med hjemmefra, når VM afholdes i Frankrig i juni 2019, der bliver uden dansk deltagelse.