“Vi spiller en virkelig god kamp, så det er bare total bittert”

0
1712

Brøndbys spillere var enormt skuffede efter onsdagens nederlag til norske LSK Kvinner i Champions Leagues 1/8-finale. Men Brøndby skal nok ryste skuffelsen af sig og være klar til lørdagens topkamp mod Fortuna, lover spillerne

Tekst & foto: Steen Trolle

Brøndbyspillere, der sidder i græsset med bøjede hoveder, mens spillere fra LSK jubler og krammer. Billederne efter dagens 1/8-finale i Champions League-kamp mellem Brøndby IF og norske LSK Kvinner sagde alt. Skuffelsen var enorm hos Brøndby efter nederlaget til 0-2, og bagefter var det også nogle dybt skuffede spillere, som FODBOLD FOR PIGER talte med:

Nanna Christiansen, angriber:

”Jeg synes, vi spiller en virkelig god kamp. Vi holder et højt tempo, og vi kommer frem til rigtig mange chancer. Ja, jeg ved ikke hvor mange hjørnespark, vi får, det er jo helt vildt. Derfor er det også bare mega øv, at de skal score til sidst”.

“Normalt skaber man ikke så mange chancer i en Champions League-kamp. Så det er bare total bittert, at vi ikke kan score på nogen af dem, og at vi så lukker dem ind i kampen til sidst. Det er bare så…..arrrrgggghhhh….”.

”Det føles nok ekstra hårdt, fordi vi har en fornemmelse af, at det ikke var fortjent. Hvis vi var blevet spillet ud af banen, så havde vi måske ikke haft denne her følelse lige nu. For vi føler faktisk, at vi burde have vundet. Men vi kendte ikke vores besøgelsestid”.

Læs også: Brøndby ude af Champions League – tabte 0-2 til norske LSK

Nanna Christiansen jagter en bold.

Katrine Abel, målmand:

”Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp, og jeg har en god fornemmelse undervejs. Vi ved godt at de er rigtig gode på omstillinger, men vi ved også, at vi vil komme til mange chancer, og egentlig er jeg overrasket over, hvor meget de tillader os. Men vi får ikke omsat vores chancer til mål, men det gør de, og – ja, det er vist den mest diplomatiske måde jeg kan sige det på lige nu”.

“Jeg har en god fornemmelse undervejs”

Katrine Abel, målmand

Per Nielsen, træner:

”Vi var klart det bedste hold, synes jeg. Men man skal kende sin besøgelsestid i sådan nogle kampe her, og det gjorde vi desværre ikke i dag. Jeg er fint tilfreds, vi gjorde det godt, vi mangler bare at score på de chancer, vi skaber. Og så laver vi nogle fejl, man ikke må lave på det her niveau, og som gør at vi kommer bag ud”.

Mens der stadig var meget at smile af. Brøndbys start-11er fotograferet før kampen.

Vi skal nok være klar til Fortuna-kamp

Trods skuffelsen bliver det ikke noget problem at sætte sig op til den næste kamp, som er allerede på lørdag, hvor Brøndby møder Fortuna Hjørring i et topopgør i Brøndby:

Katrine Abel:

”Det giver helt sig selv. I dag er en Champions League-kamp, på lørdag er det en anden turnering. Vi er i stand til at tage forskellige kasketter på. Så skulle vi spille i morgen, ville vi også være klar til det – i hvert fald mentalt. Vi er sindssygt skuffede, men det bliver ikke noget problem at ryste det af sig. Det er et topopgør, der venter på lørdag, det er mod Fortuna, og vi kan tage et stort skridt i retning mod guldet, så vi skal nok være klar”.

Nicoline Sørensen bliver fældet på en friløber i en situation, hvor Brøndby-lejren mente, der burde have været rødt i stedet for gult kort til nordmændenes Anja Sønstevold. 10 minutter senere scorede Sønstevold til 0-1.

Nanna Christiansen:

”Vi er totalt ærgerlige i aften. Det skal vi også have lov at være, og så må vi prøve at smide det væk. For vi har en virkelig vigtig kamp på lørdag, og så er det det, der gælder”.

Per Nielsen:

”Det bliver slet ikke noget problem. Når vi møder Fortuna, skal vi nok være klar”.

Sofie Svava kom til adskillige indlæg. Men trods mange muligheder til Brøndby, lykkedes det ikke at få scoret.