Brøndbys Emilie Henriksen: Som træner bliver man en bedre spiller 

0
2601
Emilie Henriksen på banen for Brøndby. Foto: Arkivfoto.

Emilie Henriksen, der er en del af Brøndbys 3F Liga-trup, har været på et T-trænerkursus i december. Men det er ikke blot trænergeringen hun udvikler – også sit eget fodboldspil forbedrer hun.

Af Camilla Bergholm

Til daglig løber Emilie Henriksen rundt på fodboldbanerne i Brøndby. På sidelinjen står hendes træner og giver instrukser til klubbens 3F Liga-hold. Den rolle er for en stund byttet rundt. Nu skal den 21-årige Brøndby-spiller selv stå uden for de hvide kridtstreger og sørge for, at alt forløber, som det skal på banen. Emilie Henriksen har nemlig været på trænerkursus en uge i december. Og det har været syv intense dage i Nyborg.

”Det kører meget intenst, hvor man er på fra otte til ni. Men det har været super fedt. Også det at være sammen med nogle ligesindede, der også har en trænerdrøm i sig. Så det er helt sikkert det korrekte valg, jeg har truffet,” siger Emilie Henriksen.

3F Liga-spilleren fandt ud af, at hun har en interesse for at træne, da hun spillede i Odense Q. Her var hun først træner på klubbens fodboldskole, og senere blev hun en del af Stjernespillerskolen, hvor hun agerede træner én gang i ugen. Spillerne på skolen var meget engagerede, hvilket gav hende blod på tanden. Hvad hun præcis skal bruge kurset til, ved hun dog ikke. Men hun drømmer stadig om at blive træner.

”Jeg har ikke tænkt så meget over det endnu, da jeg er 21 og stadig er aktiv fodboldspiller. Men jeg håber da på at komme til at træne et 3F Liga-hold på et tidspunkt eller et andet hold på højt niveau. Jeg tror ikke, jeg egner mig til at være ungdomstræner, fordi jeg har et ret stort temperament,” fortæller Brøndby-spilleren.

Selvom Emilie Henriksen har planer om at træne, vil hun på nuværende tidspunkt koncentrere sig om sit eget fodboldspil.

Trænererfaringen kan overføres til fodboldspillet
Spillerambitionerne ligger fortsat højest på Emilie Henriksens prioriteringsliste. Men selvom der måske går mange år, før hun kommer til at fuldføre sine trænerdrømme, så kan hun allerede nu bruge kurset i sit eget spil på banen.

”Det betyder meget, at jeg har set det uden for banen. Så taktisk har det en betydning for mit spil. Vi har også lært om de fysiologiske elementer. Det kan jeg bringe ind i min egen hverdag. Så giver det lidt mere mening, når den fysiske træner pisker os af sted. Så kan jeg faktisk godt se, at jeg har noget teoretisk viden bagved, så det ikke bliver ligeså hårdt. Det kommer til at betale sig på den lange bane,” fortæller Emilie Henriksen.

Omvendt kan hun også bruge sin fodboldkarriere til at skabe sin helt egen unikke trænerprofil.

”Jeg har selv haft mange trænere. Fra dem kan jeg tage det, jeg synes fungerede. Og så kan jeg også meget nemmere se det taktiske i fodbold, når jeg selv spiller det frem for, at man skal til at lære det. Det ligger meget naturligt til mig,” siger den 21-årig 3F Liga-spiller.

Allerede nu får hun skabt sig en del trænererfaring i Brøndby. Hun er nemlig træner for klubbens U16 Øst-hold. På den måde kan hun fokusere på sit eget fodboldspil og stadig opretholde sine træner ambitioner. Men drømmene er stadig store.

”Om ti år vil jeg gerne være i gang med at træne et U18 DM-hold,” siger hun afsluttende.