“Spillerne ved godt, vi har et klart mål om, at vi skal rykke op”

0
3698
En af Farum BK / FCNs nye spillere, Mette Perthu-Hansen, i gang med en af de første træningsøvelser i hendes nye klub.

Farum BK / FC Nordsjælland har skudt træningen i gang til den halvsæson, der skal indfri den ambitiøse klubs første store mål: Oprykning til 3F Ligaen. FODBOLD FOR PIGER var med til den første træning i mandags, hvor halvdelen af spillerne var nye

Tekst og fotos: Steen Trolle

Det var regnvejr, koldt og vinter, men der var nærmest forårsstemning over ”Right To Dream Park” i Farum i mandags ved 18.30-tiden. For dér, på superligaholdet FC Nordsjællands hjemmebane, startede årets første træning for Farum BK / FC Nordsjællands ambitiøse kvindeseniorhold, og stemningen var både til smil, latter og lidt sommerfugle i maven.

For det var nærmest en ny trup, der havde deres første par timer sammen på kunstgræsset, og de kan nu se frem til en halvsæson, hvor de skal tage endnu et skridt på den ambitiøse rejse, som superligaklubben FC Nordsjællands skød i gang for sit kvindefodboldprojekt i oktober 2017.

Farum BK / FCNs seniorkvinder samlet til første træning efter vinterpausen i mandags. Foto: Steen Trolle

Dengang lancerede klubben en plan om at spille med i 3F Ligaen fra 2019, og om at spille med om DM-guldet i 2022. Fra 2023 skal FC Nordsjælland spille Champions League, lød ambitionen.

Da planen blev lanceret spillede Farum BKs seniorkvinder i sjællandsserien. Nu har de vundet deres pulje i 1. division, og i foråret bliver Farum BK / FCN et af seks hold i Kvalifikationsligaen, der skal kæmpe om to pladser i 3F Ligaen / Den Nye Kvindeliga.

12 nye spillere

Og klubben er gået all in på projektet. Henover vinteren er der kommet 12 nye spillere til Farum, heraf flere markante profiler. Som FODBOLD FOR PIGER kunne afsløre tidligere på ugen, er B93s topscorer Mette Perthu-Hansen og 3F-målmand i Brøndby, Kathrine Larsen, nu også en del af Farum-truppen, og kort før jul kunne klubben annoncere tilgang af bl.a. den tidligere landsholdsspiller Camilla Kur, den tidligere Brøndby- og BSF-spiller Busra Barut og B93-angriberen Natascha Shiraz.

Mandag var der så første arbejdsdag for både gamle og nye spillere. Og det var en dag, som der var set frem til med stor spænding.

”Jeg har glædet mig til i dag, men det er samtidig også en træning, som jeg gerne vil have overstående. For det er klart, at jeg har været spændt på, hvordan de reagere, når de skal mødes, de gamle og nye,” fortæller cheftræner Kasper Klarskov Nielsen.

Den første løbetur sammen på Right To Dream Park.

Konkurrence om pladserne

FODBOLD FOR PIGER mødte spillerne, da de kom op fra et lille intromøde inden den første træning. Og at dømme efter stemningen, var det gået godt med at møde hinanden. Uanset at tilgangen af mange nye, markante spillere vil betyde, at konkurrencen om pladserne i truppen pludseligt er skærpet voldsomt.

”Det er klart, at konkurrencen øges. Men det er en præmis, som alle har købt. Spillerne ved godt, at vi har klart mål om, at vi skal rykke op. Derfor vidste de gamle spillere, at der ville komme en hel del nye, og det er min fornemmelse, at de også har savnet noget konkurrence. Noget mere kamp om positionerne og nogle holdkammerater, som man kan se op til,” siger Kasper Klarskov Nielsen.

Målmandstræning på Right To Dream Park.

Lige nu er der 23 spillere i truppen, hvoraf tre er skadet. Da det også er planen, at nogle af U18 DM-spillerne skal have chancen på 1. holdet, ligner det en trup der er lige vel stor nok. Men om skal skæres i truppen på et tidspunkt, ønsker cheftræneren ikke at svare på.

”Nu kører vi foreløbig den næste måned med den nuværende trup, og så evaluerer vi. I opstarten er det kun en fordel, at vi ikke er for få. Generelt vil vi også gerne have, at der er flere spillere til positionerne”.

“Jeg tænker meget i talkombinationer”

Hvordan er de nye spillere blevet rekrutteret? Er det nogen i selv har peget på, eller nogen der selv har henvendt sig?

”Da sæsonen var færdig, satte vi os ned og lavede en liste med spillere, som vi tænkte var realistiske at få til Farum, og som ville kunne styrke holdet. Det er nogen af dem, der er kommet, og så er der andre, der selv har henvendt sig. Det er gået begge veje,” siger Kasper Klarskov.

Han skal nu finde ud af, hvordan han mixer holdet bedst, så det kan indfri målsætningen om at vinde Kvalifikationsligaen og spille den form for fodbold, som FC Nordsjælland gerne vil stå for: offensivt fodbold med masser af fart og aggressivt pres.

”Jeg tænker lige nu meget i talkombinationer. Hvis de og de spillere, skal på banen samtidig, hvilken formation skal vi så spille? Det bliver et puslespil, hvor vi også skal tage stilling til, om vi skal spille med alle de bedste samtidig, eller om vi skal acceptere, at vi kan starte med nogle af de bedste på bænken, som vi så kan smide ind i løbet af kampen. Det er klart, at jeg kommer til at skuffe nogle spillere, men det er præmissen, når man vil spille på det her niveau,” siger cheftræneren.

“Det er klart, at jeg kommer til at skuffe nogle spillere, men det er præmissen, når man vil spille på det her niveau”

Kasper Klarskov, cheftræneren

Tidligere landsholdsspiller klar for Farum BK / FCN

En af de nye spillere, der nok vil være at finde i startopstillingen tit, er den tidligere Brøndby- og Fortuna-angriber Camilla Kur, der også har spillet 10 A-landskampe. Camilla Kur har været væk fra fodbold et års tid på grund af graviditet, men nu er hun klar igen, tre måneder efter, at hun blev mor til Rose i starten af oktober.

”Jeg har savnet fodbold, men det har ikke været planen, at jeg skulle i gang så hurtigt. Jeg vidste jo ikke, hvilken baby jeg fik. Men det er gået rigtig godt, jeg har fået en dejlig lille pige, som er glad og nem, og kan være hos mine forældre, når jeg træner, så nu giver jeg det her en chance og ser hvordan det går,” siger Camilla Kur.

Camilla Kur blev mor for tre måneder siden. Nu er den tidligere landsholdsspiller tilbage på fodboldbanen.

Hun ”vil tage det lidt som det kommer”, men gætter selv på, at hun ret hurtigt får ambitioner:

”Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at når jeg begynder her, så er der kun en vej, og det er fremad. Vi skal vinde ligaen og så skal vi rykke op og så skal vi spille Champions League… det der med at tage det stille og roligt, det tror jeg ikke jeg kan”.

”Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at når jeg begynder her, så er der kun en vej, og det er fremad”

Camilla Kur

Busra Barut: Jeg har store forventninger

Hvor langt det nye hold kan nå, kan være svært at vurdere, når man endnu ikke har trænet sammen. Men en anden af de nye spillere, Busra Barut, har store forventninger til den trup, der er blevet sammensat:

”Jeg har høje forventninger til holdet. Vi er en masse nye, men der er flere, jeg har spillet sammen med eller mod, og det er dygtige spillere, så jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad vi kan sammen”.

Busra Barut, 21 år, er skiftet fra Brøndby IF. Hun har 12 U19-landskampe og en U23-landskamp på sit fodbold-CV.

Hvorfor har du valgt at blive en del af det her projekt?

”Jeg ville gerne prøve noget nyt, og syntes at det ville være godt at starte forfra i en ny klub. Og så virker FC Nordsjælland som en klub, der er meget interesseret i kvindefodbold og som har en masse engagerede mennesker, der vil det her”,” siger Busra Barut.

Første signal om det nye holds styrke, vil kunne fås den 26. januar, når Farum BK / FCN spiller sin første træningskamp mod BSF. Derefter venter træningskampe mod AaB, Odense Q og svensk LB07.

Første kamp Kvalifikationsligaen spilles lørdag den 6. april, hvor modstanderen er Odense Q.

Læs også: Nye forstærkninger til FCN: Målvogter fra Brøndby og topscorer fra B93