Nye forstærkninger til FCN: Målvogter fra Brøndby og topscorer fra B93

0
5639
Farum BK / FCNs seniorkvinder samlet til første træning efter vinterpausen i mandags. Foto: Steen Trolle

Brøndby-målmand Kathrine Larsen og topscorer Mette Perthu-Hansen fra B93 er nu også en del af ambitiøse Farum BK / FCN, som også har fået tilgang af den tidligere U19-landsholdsspiller Amalie Vangsgaard

Tekst & fotos: Steen Trolle

Farum BK / FC Nordsjælland trykker endnu en gang på gaspedalen i bestræbelserne på at vinde forårets kvalifikationsliga, der giver adgang til 3F Ligaen. De seneste uger har klubben sendt en stribe pressemeddelelser ud om tilgang af nye spillere, og det er ikke slut endnu. Mandag var første træningsdag efter vinterpausen, og da FODBOLD FOR PIGER mødte op for at dække træningen på Rigth To Dream Park, var det til meldinger om flere nye spillere. Med til træningen var således tre nye men velkendte navne fra dansk kvindefodbold:

Målmand Kathrine Larsen, der skifter fra Brøndbys 3F-kvinder, angriberen Mette Perthu-Hansen, der skifter fra B93, samt den tidligere Fortuna Hjørring- og U19-landsholdsspiller Amalie Vangsgaard, der er flyttet til København fra Nordjylland for at studere.

I forvejen har Farum BK / FC Nordsjælland forstærket sig henover vinteren med spillere som den tidligere landsholdsangriber Camilla Kur, kantspilleren Busra Barut fra Brøndby,  B93-angriberen Natasha Shirazi og den finske landsholdsspiler Freja Lähteenmäki, der også kommer fra B93.

De nye i Farum BK / FCN: Øverst fra venstre: Kathrine Larsen, Freja Lähteenmäki, Büsra Barut, Amalie Vangsgaard, Mette Perthu. Nederst fra venstre: Laura Mortensen, Camilla Kur, Hanna Holgersen, Natasha Shirazi. Fraværende nye: Simone Andersen, Rebecca Ravn-Haren og Louise Bendtsen.

Fra Brøndby til FCN

At Kathrine Larsen nu også er en del Farum-projektet, er nok det mest opsigtsvækkende. Hun forlængede sidste år med Brøndby og har i perioder været førstevalget til de blågules mål. Men i efteråret har hun tilbragt mest tid på Brøndby-bænken, og derfor var det tid til at skifte, forklarer hun:

”Jeg skulle prøve noget nyt og forhåbentlig få noget mere spilletid, og jeg synes det her et megaspændende projekt. Det tiltalte mig helt vildt,” siger Kathrine Larsen.

Målmand Kathrine Larsen til sin første træning i Farum.

Hun fremhæver faciliteterne i superligaklubben med bl.a. træning og kampe på Right To Dream Park, samt klubbens ambitioner om at blive et tophold i dansk kvindefodbold.

”At en stor klub som FC Nordsjælland ser mulighederne i kvindefodbold, er bare superfedt. Der er mange dygtige spillere omkring holdet, alle er superpositive, så det bliver meget spændende at være en del af,” siger den 25-årige keeper.

“At en stor klub som FC Nordsjælland ser mulighederne i kvindefodbold, er bare superfedt”

Kathrine Larsen, målmand

Topscorer til FCN

Samme melding kommer fra angriberen Mette Perthu-Hansen, der har spillet i B93 siden 2016, men også har en fortid i Greve og Brøndby.

”Det er et spændende projekt. Der sker rigtig mange ting i dansk kvindefodbold lige nu med Den Nye Kvindeliga osv., og så er det spændende at blive en del af storklub som FC Nordsjælland. De har nogle faciliteter, som man ikke ser på det her niveau andre steder, i hvert fald ikke i Danmark. Så det er en rigtig fed mulighed for os, der gerne vil noget mere med vores fodbold, men også gerne vil blive i København hos vores venner og familie,” siger hun.

Mette Perthu-Hansen har været topscorer i både 1. division og kvalifikationsligaen- Nu skal hun score mål for Farum BK / FCN.

Mette Perthu-Hansen er hentet til Farum for at score mål. For der er næsten målgaranti i støvlerne på den 25-årige angriber. Hun var topscorer i 1. division for både Greve og B93, og sidste forår tog hun topscorertitlen i Kvalifikationsligaen, da B93 spillede sig op i 3F Ligaen.

”Jeg tror niveauet bliver højt på vores hold, for det er dygtige spillere, der alle gerne vil vinde. Men samtidig tror jeg også, at vi får det rigtig godt sammen socialt. Alle er meget imødekommende og vil det samme sted hen med holdet,” siger Mette Perthu-Hansen.

”Jeg tror niveauet bliver højt på vores hold, for det er dygtige spillere, der alle gerne vil vinde”

Mette Perthu-Hansen, angriber

“Mega fede rammer”

Spændende er også det ord, som Amalie Vangsgaard bruger. Den 22-årige nordjyde er flyttet til København for at læse på CBS, og efter en pause på et par år, hvor hun bl.a. har været ude og rejse, har hun nu besluttet at give fodbold en ny chance på højt niveau. Amalie spillede et par 3Fkampe i efteråret for BSF, men nu har hun valgt Farum BK / FCN, hvor hun bl.a. kender den nye sportslige ansvarlige Brian Sørensen, der var hendes 3F-træner i Fortuna Hjørring.

Tidligere U19-landsholdsspiller Amalie Vangsgaard, der debuterede i 3F Ligaen som 17-årig i 2014. Nu vil hun være til at spille Farum BK / FCN op i ligaen.

”Jeg synes det lød spændende, det her projekt, og det er megafedt at kunne være med til at starte noget nyt op og dermed også være med til at præge det sociale. Det er nogle mega fede rammer og faciliteter i FC Nordsjælland, og det er virkeligt fedt, at kvinderne er blevet en del af det,” siger Amalie Vangsgaard.

Hun formulerer sig indtil videre forsigtigt om sine egne, genskabte fodboldambitioner.

”Planen er at forsøge komme i gang igen, hvis tiden tillader det. Mit studie er ret krævende, men nu prøver jeg at se, om jeg kan få det hele til at spille sammen,” lyder det fra Amalie Vangsgaard.

“Det er megafedt at kunne være med til at starte noget nyt op”

Amalie Vangsgaard, angriber