Karoline Gade efter U16-udtagelse: Det er et kæmpe selvtillidsboost

0
3114

Karoline Klit Gade fra Fortuna Hjørring er udtaget til den næste U16-landsholdssamling, som afholdes 5. marts i Vejen. Det er et kæmpe selvtillidsboost, som bekræfter Karolines hårde arbejde og ambitiøse livsstil, hvor hun træner fire gange om ugen og takker nej til alkohol til festerne.

Af Andrea Signe Trolle

Der er to nye navne fra Fortuna Hjørring på holdkortet, når det danske U16-landshold mødes til årets næste træningssamling i Vejen Idrætscenter den 5. marts. Blandt de to er Karoline Klit Gade, der fortæller, at udtagelsen er et kæmpe selvtillidsboost:

”Det er selvfølgelig mega fedt at vide, at man er blandt nogle af de bedste i Danmark i årgangen. Det giver et kæmpe selvtillidsboost, som både gavner på og uden for banen. Da jeg fik opkaldet fra landstræneren, var jeg helt mundlam og kunne næsten ikke få ordene ud. Det er en superfed anerkendelse, som giver en bekræftelse på, at alle årene jeg har brugt på fodbold, har givet godt udslag,” fortæller Karoline Gade, der til daglig er anfører for Fortuna Hjørrings U16-hold og selv beskriver sine styrker, som sine tekniske kompetencer og sit gode overblik og kommunikation på banen.

Hverdagen kræver struktur

Med træning fire gange om ugen og kampe i weekenden, så har Karoline en travl kalender, når der også skal blive plads til skole og venner. Det kræver en struktureret hverdag, men det har Karoline også styr på, så hun netop får plads til andre ting end fodbolden:

”Min hverdag fungerer rigtig godt. Jeg har en fast rutine hver uge, hvor jeg træner fire gange på fire fastlagte hverdage og det gør, at jeg ved hvilke dage jeg skal spille fodbold og hvilke dage jeg har fri. Når jeg ikke spiller fodbold, går jeg i folkeskole og er sammen med mine veninder. Derudover bruger jeg en masse tid på at se fodbold, men der skal også være plads til afslapning og Netflix,” siger Karoline.

Vennerne støtter, når der takkes nej til alkohol

Når du bruger så mange timer om ugen på fodbold, som Karoline gør, så er det også vigtigt med en god opbakning hjemmefra. Her kan Karoline i den grad bekræfte, at hun altid oplever en stor støtte fra familien, der altid støtter hende i de valg, hun træffer:

”Den støtte jeg får er meget vigtig. Min familie støtter mig i høj grad, hvilket gør, at der altid er nogle med at heppe på mig. Men det gælder også, hvis jeg er lidt nede i en periode, så ved jeg, at der altid er hjælp at hente på hjemmefronten,” siger Karoline.

Men også blandt vennerne er der meget opbakning at hente. Det er nemlig ikke altid nemt at skulle sige fra, fordi fodbolden altid kommer i første række:

”Mine venner støtter mig også 100 pct. og er for eksempel forståelige over for, at jeg ikke drikker alkohol til festerne. Det er dejligt, fordi de jo i realiteten kunne vælge at holde mig udenfor eller lade være at invitere mig med. Der har været nogle kampe, men der har andre været at bakke mig op. Jeg tror altid, at jeg vil kunne få plads til at se mine venner og ellers kan jeg også altid snakke i telefon med dem,” afslutter Karoline, der drømmer om at få debut i 3F-ligaen og på sigt komme til udlandet og spille.