Norge stjæler point fra Danmark i døende minutter

0
1900
Arkivfoto: DBU

Danmark måtte se sig slået i den første kamp ved Algarve Cup, efter de tabte 2-1 til Norge. Den danske trup kan dog gå videre til de næste par kampe med blod på tanden, da de gennem hele kampen sad mest på bolden. Alligevel måtte de se sig slået i de døende minutter af kampen.

Af Camilla Bergholm

Da kampen mellem Danmark og Norge i Algarve Cup havde rundet de 90 minutter, stod det 1-1. Men danskerne måtte blot to minutter senere se sig slået af et norsk hold, som de ellers havde haft godt styr på kampen igennem. Kampen endte 2-1 til Norge, og Danmark fik derfor pointmæssigt ikke den bedste starte på den portugisiske turnering, som man kunne have håbet på.

Norge kom stærkt ud til kampen og havde de største chancer i kampens første minutter. Der blev presset på fra Norge, som er nummer 13 på FIFA’s verdensrangliste, mens Danmark befinder sig på en 17. plads. Selvom Danmark rangerer lavere end Norge, vågnede de rød-hvide kvinder op til dåd. Først fik Pernille Harder sendt et skud mod målet, og senere stormede Sara Holmgaard frem på banen. Her fandt hun Nadia Nadim, der sendte bolden i mål til 1-0 efter 18 minutter.

Danmark pressede efterfølgende på for at øge føringen. Det førte til en chance efter 23 minutter, hvor Pernille Harder spillede på tværs til Nicoline Sørensen, der dog skød langt over det norske mål.

Til dagens kamp var Katrine Louise Abel valgt i målet frem for Line Geltzer Johansen. Sammen med Stine Ballisager Pedersen fik hun ryddet godt op foran målet. Normændene pressede på, men det danske forsvar stod godt fast. 

Danmark blev straffet i de sidste minutter
Efter pausen viste Danmark fortsat tænder. Her kom både Nicoline Sørensen og Nadia Nadim frem til store chancer. Efter 60 minutter fik Sanne Troelsgaard også spillet sig frem på banen efter at have stjålet bolden på midtbanen, hvorefter hun afleverede til Pernille Harder foran målet. Hun tøvede dog med afslutningen, og bolden blev derfor erobret af det norske hold. 

Efter 76 minutter gik den ikke længere for Danmark. Norge fik kæmpet sig til et frispark, som Therese Åsland fik forbi den danske mur og ind i målet. Stillingen på tavlen udlignede sig derfor til 1-1. Danmark pressede herefter på igen, som de havde gjort hele kampen. Det lykkedes også Nadia Nadim at få panden på bolden efter 85 minutter, men bolden endte i den norske keepers hænder.

I de døende minutter af kampen skete det, der ikke måtte ske. Ud af ingenting fik Norge efter 92 minutter skabt sig en chance. Katrine Louise Abel fik i første omgang pareret bolden væk, men returbolden røg ud til Lisa-Marie Utland, der sendte bolden i danskernes mål til kampens resultat: 2-1. 

Landsholdsdebut og gode takter
Selvom det endte med et nederlag til Danmark, var der gode takter at se hos landsholdets spillere. Der var en god indstilling fra alle spillere. Særligt fra en debutant blev der vist gode takter. Sara Holmgaard, der spiller for Fortuna Hjørring, fik ikke blot debut for det danske A-landshold, hun var også med til at lægge op til kampens danske mål. 

Danmarks startopstilling til kampen mellem Danmark og Norge. Grafik: Kvindelandsholdets Facebook

De spillere, der sad på bænken til dagens kamp, var:

  • Line Geltzer Johansen
  • Line Røddik Hansen
  • Emilie Henriksen
  • Emma Snerle
  • Cecilie Sandvej
  • Amalie Grønbæk Thestrup
  • Karen Holmgaard
  • Julie Tavlo Petersson (skiftet ind efter 57 minutter)
  • Frederikke Skjødt Thøgersen (skiftet ind efter 72 minutter)
  • Signe Bruun (skiftet ind efter 87 minutter)
  • Sarah Jankovska (skiftet ind efter 87 minutter)

Kina venter på mandag
Næste kamp er på mandag mod Kina, som rangerer som nummer 15 på FIFA’s verdensrangsliste. Sidste år endte Kina som nummer 11 til Algarve Cup, mens Danmark endte på en tiendeplads. Det bliver derfor spændende at se, om danskerne fortsat vil kunne komme frem til ligeså mange chancer som i dag, og om det denne gang kan føre til sejr. Kampen spilles på mandag klokken 14:15.

Canada og Island fra Gruppe A spillede på samme tid som Danmark. Den kamp endte 0-0. Senere i dag klokken 18:15 skal Spanien møde Holland i gruppe B, mens Sverige og Schweiz fra gruppe D mødes klokken 17:45.