Kvindefodbold i Libyen og Sudan – se to markante film om kvinder og fodbold på filmfestival

0
1576
Fra filmen Khartoum Offside.

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har to prisbelønnede film på plakaten onsdag i Empire i København, hvor du også kan deltage i debat kvindefodbold og ligestilling

Onsdag den 27. marts kl. 17.00 er der kvindefodbold på plakaten under den store dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som lige nu finder sted i København.

Det er Eir Soccer, som i Empire Bio fra kl. 17.00 inviterer til eventen Alle piger på banen. Her du kan se de to dokumentarfilm, Freedom Fields fra Libyen og Khartoum Offside fra Sudan, og du kan deltage i en debat med en stribe seje fodboldkvinder om fælles udfordringer for kvindelandshold og ligestilling over hele kloden.

Det er Khalida Popal (tidl. anfører på Afghanistans kvindelandshold og grundlægger af Girl Power Organization), Arnela Muminovic (fodboldkommentator på DR og tidligere ungdomslandsholdsspiller) og Majken Gilmartin (direktør i Eir Soccer og medgrundlægger af Global Goals World Cup) som mødes i en debat, modereret af debattør og fodboldspiller, Emma Holten.

Den unge fodboldspiller Fadwa i Freedom Fields.

Om filmen Freedom Fields

Libyens kvindelige forboldspillere kæmper, både på plænen og uden for den. En publikumsfavorit, der har scoret mange festivalmål allerede.

‘Vi har oplevet mange nye begyndelser,’ bemærker den unge fodboldspiller, Fadwa, i Freedom Fields. Hun refererer til sit hjemland, Libyen, i kølvandet på revolutionen i 2011, Muammar Gaddafis fald og protesterne under det arabiske forår. Men hun taler også om noget andet. En personlig drøm, der også kræver en mindre revolution: at få lov at spille fodbold for sit land på internationalt plan. Kvinderne på Fadwas hold kæmper for både ressourcer, respekt og endda retten til overhovedet at spille, da dele af samfundet bekæmper dem aktivt.

Instruktør Nazia Arebi følger Fadwa og hendes holdkammerater over fire år og dokumenterer på nærmeste hold deres ambitioner om internationale turneringer, mens de selv luger den plæne, de allernådigst har fået stillet til rådighed til træning. Freedom Fields er et indblik i det post-revolutionære Libyen set gennem øjnene på et ukueligt og håbefuldt kvindefodboldhold, hvis kamp afspejler de bredere udfordringer kvinder står overfor i det moderne, libyske samfund.

Læs mere om filmen, spilletider og køb billetter hér.

Om filmen Khartoum Offside

Film og fodbold er begge forbudt for Sudans kvinder. Velkommen til en forrygende film om kvindelige fodboldspillere – instrueret af en kvinde. Under den nuværende lovgivning i Sudan må kvinder ikke spille fodbold, og de må heller ikke instruere film. Derfor burde Khartoum Offside, instrueret af den lokale kvindelige filmskaber Marwa Zein, slet ikke kunne eksistere. Det gør den heldigvis, og den er lige så sandfærdig, som den er forbudt. Zein følger en gruppe kvinder i Sudans hovedstad, Khartoum, over flere år, mens de kæmper for retten til at spille fodbold og drømmer om internationale ligaer og en plads på et endnu ikke etableret sudansk landshold. Men der er lang vej til toppen, når forbundet ikke en gang vil tillade shorts på banen, og når landets islamistiske militærregering – og mange af mændene omkring dem – nægter kvinderne retten til at spille fodbold. Men antændt af den ukuelige Sarah, der ved, at hun har de internationale rettigheder på sin side, holder kvinderne sammen og fortsætter kampen for retten til at trække i træningstøjet og spille fodbold.

Læs mere om filmen, spilletider og køb billetter hér.

Om CPH:DOX

CPH:DOX er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden. Hvert år fylder festivalen Københavns biografer med et udvalg på over 200 film fra hele verden. Datoerne for CPH:DOX 2019 er 20.-31. marts. CPH:DOX blev skabt i 2003 og med støtte fra både branchen og den nationale presse vokset fra et besøgstal på 14.000 det første år til senest 110.500 i 2018.