Mie Jans: “Min nye hverdag er meget anderledes”

0
2086
Foto: Max Wiman, Sydsvenskan.se

25-årige Mie Leth Jans skiftede i vinter Manchester City ud med svenske FC Rosengård. Den danske landsholdspiller har ikke fået den mest perfekte start i den nye klub, da hun desværre brækkede foden efter få træninger med holdet. Læs med her, hvor Mie Jans fortæller om hendes nye hverdag i Sverige.

Af Signe Holt Andersen

Den danske forsvarsklippe, Mie Leth Jans, skiftede i januar hverdagen i Manchester City ud med Sverige. Det var meningen, at Jans skulle erstattet Simone Boye, som skiftede til Bayern München, men desværre blev hun ramt af en alvorlig skade efter bare få træninger med de nye klubkammerater.

Uheldig start

Scanningen viste en brækket fod, og derfor har hun spenderet meget af tiden i Sverige i et styrkelokale – og ikke på fodboldbanen, som ellers var planen. På trods af den uheldige skade, så er Jans alligevel glad for at være kommet igang i Sverige.

“Min start i Sverige har været god, men uheldig! Jeg nyder at være i klubben og mine holdkammerater er kanon. Jeg nød de første par uger på træningsbanen, men desværre brækkede jeg foden i slutningen af januar, og har derfor ikke trænet så meget med de andre,” fortæller hun.

Mere frihed

Inden skiftet til Sverige spillede hun i den engelske storklub, Manchester City. Her var der fast mødepligt fra 8-14 eller 8-16 hver dag, hvilket ikke er tilfældet i FC Rosengård. Her har spillerne langt mere fritid, hvilket også gør det muligt at besøge familien i Danmark.

“Min nye hverdag er meget anderledes, synes jeg. Der er en langt større frihed her. Her skal vi være klar til møde kl.9:45 og så går vi på banen omkring kl.10:30 . I mellemtiden er der mulighed for, at lave prehab programmer. Herudover, så har vi holdstyrke 1-2 gange om ugen og ligeledes 1-2 gange om ugen med analyse på eftermiddagen,” lyder det fra Jans.

Selvom der er mere frihed på programmet i FC Rosengård, så er holdet alligevel gode til at lave sociale aktiviter sammen. Blandt andet, så er der hver fredag fælles morgenmad, hvor spillerne inddeles i grupper og på skift står for madlavningen – dette er noget, som Jans nyder godt af.

Sæsonstart lige om hjørnet

FC Rosengård indleder sæsonen den 14.april, hvor de på udebane møder Eskilstuna United DFF. I sidste sæson tabte Rosengård guldet på målstregen, og derfor er de i år ekstra sultne efter guld. For Mie Jans vedkommende, så glæder hun sig til at opleve niveauet i den svenske liga.

“Jeg føler ikke, at jeg har været nok med til at bedømme niveauet i Sverige.. Jeg trænede kun med i uger inden skaden, og der kom jeg fra in-season i England til off-season og sågar opstart i Sverige. Så jeg glæder mig til at opleve niveauet i den nærmeste fremtid,” afslutter hun.