U17-landstræner roser spillernes attitude i 2-0 sejr

0
1394
Som det eneste deltager ved Elite Round har Danmark nu haft alle 20 spillere på banen. Her jubler hele truppen efter dagens sejr over Island. Foto: DBU

Det danske U17-landshold slog Island 2-0 i den anden kamp ved Elite Round. Landtræner Kristian Mørch Rasmussen fremhæver spillernes indstilling til kampen

Et langskud på stolpen var den største trussel fra modstanderen, da det danske U17-landshold søndag vandt en sikker 2-0 sejr over Island ved Elite Round i Italien.

Danmark dominerede kampen på alle områder, og bortset fra stolpeskuddet, som opstod ved en ren tilfældighed, havde de danske piger fuldstændig kontrol over kampen. Det fortæller U17-landstræner Kristian Mørch Rasmusen til FODBOLD FOR PIGER fra Italien:

”Det var ikke sådan, at vi vadede i chancer. Men vi kontrollerede midten af banen, vi havde optræk til flest chancer, men vi satsede ikke, så derfor synes jeg 2-0 er et fint resultat,” siger Kristian Mørch.

Gode til kommunikere på banen

Igen blev kampen spillet på en elendig bane, men alligevel formåede de danske spillere at vise højt teknisk niveau, siger landstræneren, som også fremhæver spillernes indstilling til kampen:

”Jeg vil gerne fremhæve den indstilling og attitude, de kom på banen med. De ville virkelig vinde, og så var de gode til at give hinanden kommunikation, der kan bruges til noget – det vi kalder retningsgivende kommunikation. Det har vi talt en del om, og det havde de virkelig taget med på banen,” siger han.

Danmark dominerede i dagens kamp mod Island. Foto: DBU

Snu og teknisk dygtige italienere

Nu gælder det værtsholdet Italien i den sidste kamp på onsdag. En kamp, som Danmark skal vinde for at kvalificere sig til EM. Italienerne vandt søndag 2-0 over Slovenien, som Danmark spillede 1-1 med i torsdags, og derfor venter der en svær opgave i den sidste kamp.

Kristian Mørch så italienernes kamp mod Slovenien, og han siger om den kommende modstander:

”Det er et hold, der gerne vil spille langs jorden. De er ikke så store, men de er teknisk dygtige. Det er spillere, der kan lave smarte driblinger og vendinger, og så har de to hurtige spillere på kanterne. Så det bliver forhåbentlig en kamp, hvor der skal spilles noget af det fodbold, vi gerne vil,” siger Kristian Mørch – og fortsætter:

”Jeg synes Island er det bedste af de to hold, men Italien har nogle spillere, der kan gøre ondt på os. De har også noget snuhed, som man kan blive snydt af, og så har de lært alle tricks i bogen i forhold til at trække tempo ud af en kamp,” siger landstræneren.

Italien-Danmark spilles onsdag kl. 15.00.