Sofie Junge italiensk mester med Juventus: “Det er kæmpe stort”

0
1804

Sofie Junge Pedersen og Juventus’ kvinder vandt lørdag det italienske mesterskab. “Det har været en surrealistisk oplevelse,” siger den danske landsholdsspiller til DR Sporten

For fem måneder siden skiftede Sofie Junge Pedersen til den italienske storklub Juventus, og nu kan hun kalde sig italiensk mester. Med en 3-0 sejr ude over Verona sikrede Juventus sig lørdag mesterskabet for andet år i træk – en uge før holdet spiller pokalfinale mod Fiorentina, der også har været en af de største konkurrenter til mesterskabet.

”Det er kæmpe stort. Vi havde fin kontrol i kampen i dag, selvom vi blev lidt forskrækkede med en stor chance til Verona ved stillingen 0-0. Men efter vi kommer på 2-0, kører vi den sikkert hjem,” fortæller Sofie Junge Pedersen til DR Sporten.

Hun skiftede til Juventus efter et halvt år i Sverige, som hun kom til efter et mindre vellykket ophold i Spanien. Opholdet i Sverige fik den tidligere Fortuna Hjørring-spillers karriere tilbage på sporet, og hun er nu fast starter hos Juventus, hvor Sofie også har skrevet sig ind i klubhistorien med scoringen til 1-0 i det 89. minut, da Juventus slog Fiorentina foran et rekordstort publikum på 39.000 tilskuere i Torino i marts.

”Dette halve år har været en surrealistisk oplevelse. Jeg havde ikke troet, at det ville ende på denne måde. Det har virkelig været nogle fede oplevelser, og jeg er faldet meget godt til på holdet og ligaen. Det hele passer mig rigtig godt,” siger Sofie Junge Pedersen til DR Sporten.

Juventus FC fejrer mesterskabet på Twitter.

“Vi skal vinde alle turneringer”

26-årige Sofie Junge Pedersen har et halvt års kontrakt med Juventus, men parterne har aftalt, de skal tale sammen om forlængelse. Om den kommende pokalfinale siger hun til DR-sporten:

”Den skal vi vinde. Sådan er forvetningerne her. Fiorentina er et godt hold og det bliver tæt, men vi skal vinde alle de turneringer, vi deltager i. Det ville også være stort, for det ville også være min første pokaltitel i karrieren”.

Sofie Junge Pedersen er tidligere blevet både dansk og svensk mester med hhv. Fortuna hjørring og FC Rosengård.

Juventus blev i øvrigt dobbelt mester søndag. Mændene, der har en vis Christiano Ronaldo på holdet, sikrede sig også mesterskabet, hvilket var 8. gang i træk. Mændenes mesterskab kom i hus fem runder før tid efter en 2-1 sejr over Fiorentina.

I Youtube-filmen ovenfor kan du se, hvordan Juventus hylder sine nykårede mestre.