U16-landsholdet har ændret kurs efter store nederlag til Tyskland

0
2594
Frank Johnsen er Head of Coaching i Brøndby IF. Han er tidligere U16-landstræner. Foto: Steen Trolle

U16-landsholdet har fået mere fokus på intensiteten i spillet, hvor det tidligere handlede mest om boldbesiddelse. Det skyldes, at de bedste hold i Europa var ved at løbe fra Danmark på fysik og hurtighed, fortæller U16-landstræner Frank Johnsen

Når U16-landsholdet i eftermiddag går på banen for at spille den første kamp ved UEFA Development Tournament i Polen, så er det med en lidt anden spillestil, end for bare få år siden.

Dengang var der meget fokus på possession – boldbesiddelse – men store nederlag til blandt andet Tyskland i 2016, har fået landsholdet til at sadle om.

I 2016 tabte U16-landsholdet 4-0 og 8-0 i to venskabskampe til et stærkt spillende tysk landshold. De to nederlag understregede, at den danske drøm om at spille boldbesiddende fodbold a la Spanien ikke kan klare sig længere mod de bedste hold i Europa.

”Vi kunne simpelt hen ikke være med mod tyskerne, så derfor begyndte vi at ændre fokus, så vi også kan være med rent fysisk, også i spillet uden bold,” siger U16-landstræner Frank Johnsen.

”Nu kigger vi mere på intensiteten i spillet. Vi vil stadig gerne have spillere, der kan spille spillet, men de skal kunne spille med høj intensitet, også når de ikke har bolden. Derfor vil vi gerne have spillere, der kan løbe og lave mange sprints, for dér har vi været bagefter de bedste hold i Europa. Vi prøver at være aggressive i vores spil, men det kræver, at spillerne er i god form. Ellers spiller modstanderne bare forbi os”.

“Vi vil stadig gerne have spillere, der kan spille spillet, men de skal kunne spille med høj intensitet, også når de ikke har bolden”

Frank Johnsen, U16-landstræner

Tættere på de bedste

Hvor langt er vi fra de bedste?

”Jeg synes vi er kommet tættere på. Vi taber ikke 8-0 igen til Tyskland. Vi spillede mod dem i november og tabte 2-1 og 4-2. Det sidste resultat lyver dog lidt, for når man ser på afslutningsstatistikken, var vi 20 afslutninger bag ud. Så de kunne godt have vundet større. Vi var presset, det må man indrømme,” siger U16-landstræneren – og konstaterer, at tyskerne også har langt flere spillere at vælge ud fra:

”Når vi skal finde 3-4 spillere til U16-landsholdet på et U14-center, så skal tyskerne finde én, fordi de har så mange regionale centre. De har også flere midler og flere folk omkring landsholdet. Men på banen er de stadig kun 11 spillere, og i 2-1 nederlaget førte vi ved pausen, så det er ikke umuligt at slå dem. Men de er gode. Vi plejer at sige til spillerne, at de skal ikke måle sig med U18 DM, de skal måle sig med det tyske U16-landshold”.

Generelt ser han meget positivt på udviklingen i dansk pigefodbold:

”Der kommer virkelig mange gode spillere op nedefra i disse år. Spillere som kan mere og er længere fremme end tidligere. Jeg tror det skyldes, at de har haft flere træningstimer end man havde for 10-15 år siden. Dengang skulle vi have dem til at træne mere. Nu skal vi passe på, at de ikke træner for meget, for nogle af spillerne har både klubtræning, morgentræning, styrketræning og kamp. Derfor er det vigtigt at finde en balance,” siger Frank Johnsen.

”Der kommer virkelig mange gode spillere op nedefra i disse år. Spillere som kan mere og er længere fremme end tidligere.

Frank Johnsen, U16-landstræner

Danmark skal spille tre kampe ved UEFA Development Tournament i Polen. Programmet ser sådan ud:

Onsdag den 3. april kl. 16: Polen-Danmark
Fredag den 5. april kl. 11: Danmark-Grækenland
Søndag den 7. april kl. 11: Danmark-Tyrkiet

Truppen til UEFA Tournament (opdateret):

Cilje Ostenfeld, B93
Jazmin Schultz-Petersen, B93
Malou Rylov, Brøndby IF
Sophie Gravesen, FC Thy
Mathilde Søjberg, Fortuna Hjørring
Signe Timmermann, Fortuna Hjørring
Ajla Julardzija, KoldingQ
Emma Veletanlic, KoldingQ
Seval Eroglu, KoldingQ
Sofie Nielsen-Grøn, Lyseng
Thilde Bisgaard, Næsby Boldklub
Mille Jusjong, SIF Q
Julie Topp, Team Odense Q
Karen Knudsen, Team Odense Q
Marie Dalsgaard, Team Viborg
Rikke Boldrup, Team Viborg
Sofie Fly Sørensen, Team Viborg
Frida Benzon, Varde IF
Sarah Thygesen, KoldingQ
Emilie Byrnak, B93