Fortunas 3F-kvinder får ny assistenttræner

0
309
Pressefoto fra Fortuna med Peter Enevoldsen og Dan SKov.

45-årige Dan Skov afløser assistenttræner Peter Enevoldsen, som bliver ny sportschef i Fortuna Hjørring

Cheftræner Carrie Kveton får snart en ny højre hånd til arbejdet med Fortuna Hjørrings 3F-kvinder. Det er 45-årige Dan Skov, som afløser den hidtidige assistenttræner Peter Enevoldsen, der fremover skal være sportschef i Fortuna.

“Jeg håber, at jeg kan være med til at spille flere pokaler hjem til Fortuna,” siger Dan Skov i en pressemeddelelse.

Han har B-certifikat og har været cheftræner i Brønderslev samt ungdomstræner i AaB. Dan Skov stammer fra Store Restrup, men bor nu i Brønderslev sammen med hustruen Birthe og to sønner.

Med ansættelsen er det organisatoriske omkring Fortunas 3F-hold ved at være bragt på plads, skriver klubben.

Kommende sportschef er midlertidig superligatræner

Inden Peter Enevoldsen tager over som sportschef, er han i øvrigt udlånt som midlertidig cheftræner for superligaklubben Vendsyssel. Klubben fyrede for to uger siden sin cheftræner Jens Berthel Askou og har i stedet hyret Peter Enevoldsen til at stå i spidsen for klubben i de to play off-kampe om overlevelse i superligaen, som holdet spiller mod Lyngby. Den første blev spillet torsdag og endte med en 2-1 sejr til Lyngby.