Slaget om Odense står i Kvalifikationsligaen lørdag

0
1526
Odense Q møder lørdag Fortuna Hjørring i Gjensidige Kvindeliga. Foto: Iver Tidemand

Odense Q kæmper for igen at sikre sig en plads i Danmarks bedste kvindeliga. Derfor er forventningerne også høje hos Odense-cheftræneren, når det kommer til lørdagens lokalopgør mod Næsby. Men det bliver også en svær modstander, der suverænt indtager førstepladsen med 16 point. Otte point mere end B.93 på andenpladsen.

Af Camilla Bergholm

Bolden triller stadigvæk i Kvalifikationsligaen. Her har Næsby indtil videre driblet sig gennem sine mange modstandere og sikret sig fem sejre ud af seks mulige. Derfor bliver det en hård modtander, Odense Q skal møde på lørdag. 

Men selvom det bliver svært for Odense Q-mandskabet, er det også et lokalopgør, som cheftræner Morten Christiansen ser frem til. 

”Jeg forventer et seværdigt opgør. Det er et lokalopgør, og derfor er der lagt op til en god fodboldkamp med masser af nerver og intensitet,” siger han.

“Det er egentligt fedt at være med i denne række, da det er pokalkampe hver gang, og der er ikke nogen nemme kampe. Vi nyder det, men det er også et pres”

Morten Christiansen, træner Odense Q

Forberedelserne har dog været hårde, fordi Odense-mandskabet har skullet kæmpe sig tilbage mentalt efter et nederlag mod Vildbjerg i forrige kamp. Cheftræneren mener dog, at det giver truppen noget at arbejde med, og det er positivt for holdet.

”Vi har skullet rejse os igen mentalt efter et nederlag mod Vildbjerg, som var helt unødvendigt, men det viser også, at vi stadig har et stort arbejde foran os – nemlig på det mentale område. Vores piger er virkelig dygtige fodboldspillere, og vi er oftest vores egen værste modstander, så vi har arbejdet på at løfte vores niveau i flok,” fortæller Morten Christiansen.

Et møde med erfarne spillere
Næsby ligger isoleret i toppen med 16 point. Der er derfor et stykke vej op til naboklubben, og det er Morten Christiansen godt klar over. Derfor har de taktikken på plads, når de træder ud på grønsværen på lørdag. 

”Næsby står virkelig flot på banen og har det defensive og fight som et godt udgangspunkt. De har spillere, som før har prøvet at være i pokalfinale og fået bronzemedaljer, og de har dermed også meget erfaring. Så vi lægger i trænerteamet vægt på, at vi kan åbne op for den gode defensiv og holde fast i de ting, vi er gode til,” forklarer træneren.

“Jeg forventer, at vi kan præstere på så højt niveau som muligt og derigennem hente de point, som vi skal bruge for at være i top to, men jeg anerkender, at vi er meget lige”

Morten Christiansen, cheftræner Odense Q

Selvom Næsby indtil videre virker som om, at de er i en liga for sig, er det stadig tæt i resten af puljen. Ét enkelt point adskiller nemlig Odense Q, som ligger på fjerdepladsen, og B.93, der har indtaget andenpladsen. Der er derfor stadig mulighed for at stå med en eftertragtet billet til 3F Ligaen, når den sidste kamp bliver fløjtet af. Og den tætte pulje er cheftræneren meget glad for.

”Det er egentligt fedt at være med i denne række, da det er pokalkampe hver gang, og der er ikke nogen nemme kampe. Vi nyder det, men det er også et pres, som ind imellem kan gå ud over den form for fodbold, som vi gerne vil spille. Omstillinger vinder kampe i den her række,” fortæller den fynske træner.

En forventning om at hente point
Der er stadig nogle kampe tilbage, og derfor skal der også tænkes fremad, hvilket Odense-træneren allerede er i gang med. Men med to ben plantet solidt i den fynske muld, er han også godt klar over, at det er nogle gode hold, de skal op imod. 

”Jeg forventer, at vi kan præstere på så højt niveau som muligt og derigennem hente de point, som vi skal bruge for at være i top to, men jeg anerkender, at vi er meget lige. Jeg håber derfor, at vi får det held, som også skal til,” pointerer Odense Q-træneren. 

Det bliver alt andet lige en spændende kamp, der fløjtes i gang på lørdag klokken 13 på Marienslystcentrets kunstgræsbane, og derfor har Morten Christiansen også en bøn til fynboerne.

”Jeg håber, at så mange fynboer som muligt vil dukke op til kampen. Det er to superdygtige mandskaber, som repræsenterer Fyn på fornemste vis, og de har fortjent en stor opbakning,” slutter han.