U18 DM-overblik: En spillerunde med masser af mål

0
1736
Brøndby fortsatte de gode takter i weekendens spillerunde. Foto: Astrid Simone Trolle

I weekenden blev U18 DM-ligaen for alvor kickstartet, da 12 ud af ligaens 13 hold var i kamp. Weekendens kampe bød på masser af mål, lokalopgør og regnvåde baner. Læs mere om rundens resultater her.

Af Signe Holt Andersen

I forrige weekend blev de første 2 kampe af den nye sæson i U18 DM spillet, men i denne weekend var der hele 6 kampe på programmet. Spillerunden bød blandt andet på mange mål, drivvåde baner og et nordjysk lokalopgør.

Fortuna Hjørring – Aab (4-0)

I fredags tog Fortuna Hjørring imod AaB i et vaskeægte nordjysk lokalopgør. I forrige weekend tabte de forsvarende mestre til Brøndby, men i fredagens kamp mod AaB blev det til en stensikker sejr på 4-0. Hele 4 forskellige spillere kom på måltavlen for Fortuna Hjørring: Signe Timmermann, Asii Berthelsen, Ellen Frank Mitchell og Rebekka Frederiksen.

Varde – Team OdenseQ (2-2)

Søndag eftermiddag var der hele 5 kampe på programmet. Varde leverede en god præstation, da de tog imod sidste års nummer 4, Team Odense Q. Kampen endte 2-2. Team Odense Q’s topscorer fra sidste år, Lea Duus Madsen, fortsatte sidste sæsons målstime og scorede begge fynboernes kasser. Mille Enevoldsen og Anelka Keserovic stod for hjemmeholdets scoringer.

B93 – IF Lyseng (2-7)

Kampen mellem B93 og IF Lyseng blev en målrig en af slagsen og bød på hele 9 scoringer. Lyseng fortsatte sidste sæsons gode takter og hev en storsejr på 2-7 med hjem til Jylland. Kampen bød blandt andet på et hattrick af Silje Kondrup Strand, mens Vanessa Licht blev dobbelt målscorer for hjemmeholdet. Værd at bemærke er, at Lyseng gik til pause med en føring på 6-0.

Silkeborg IF Q – FC Nordsjælland (1-5)

Silkeborg havde en mindre heldig sæson i forrige sæson – og holdet fik heller ikke den ønskede start på den nye sæson, da de søndag tog imod FC Nordsjælland. Det blev nemlig gæsterne fra Farum, som kunne gå fra banen med 3 point. FC Nordsjællands Signe Ulrich Mertins scorede et vaskeægte hattrick i 1.halvleg, mens Kathrine Møller Kühl stod for de resterende scoringer. Fie Nordmark Arendt stod for Silkeborgs scoring.

Kolding Q – Brøndby (1-3)

Der var lagt op til en spændende duel, da sidste sæsons nummer 2 og 3 bragede sammen. Brøndby leverede en flot præstation, da de i sidste weekend slog de forsvarende mestre, Fortuna Hjørring. Brøndby imponerede igen, da de søndag besejrede Kolding Q 1-3. Brøndbys mål blev scoret af Rebekka Winther, Frederikke Valbjørn og Andrea Ougaard. Sarah Katrine Thygesen stod for hjemmeholdets scoring.

FC Thy Piger – Team Viborg (4-1)

FC Thy Piger – Skyum fik en flot start på sæsonen, da de på hjemmebane besejrede Team Viborg 4-1. Marie Louring Dalsgaard bragte Team Viborg foran efter bare 4 minutters spil, men hjemmeholdet spillede en flot 2.halvleg, hvor det blev til hele 4 scoringer. Sophie Gravesen nettede 2 gange, mens Emilie Løgsted Jepsen og Malene Hedegaard stod for en scoring hver.