Gjensidige Kvindeliga helt åben efter nye overraskelser

0
1335
Fortuna Hjørring og Brøndby mødte hinanden i forårets pokalfinale. Søndag stødte de to hold sammen igen, og her tog Fortuna Hjørring sejren. Foto: Steen Trolle

At alt kan ske må være konklusionen, efter fjerde runde af Gjensidige Kvindeliga søndag blev fløjtet af. VSK Aarhus tog sejren mod Farum BK/FCN, det samme gjorde Fortuna Hjørring mod Brøndby. FC Thy-ThistedQ scorede hele fem mål og fik tre point, da de lørdag tog imod Odense Q. KoldingQ var lørdag på besøg hos BSF, og her delte de to hold pointene.

Af Camilla Bergholm

Farum BK/FCN – VSK Aarhus (1-2)
VSK Aarhus har ikke haft den bedste start på sæsonen med to nederlag og en uafgjort. Derfor var det også med blod på tanden og med tre point i tankerne, århusianerne gik ind til lørdagens kamp.

Der var dog ikke lagt op til, at det skulle blive en nem opgave. Modstanderne fra Farum BK/FCN have inden lørdagens kamp vundet to kampe og spillet uafgjort mod Fortuna Hjørring. Derfor var det også med respekt for dagens modstander, VSK Aarhus trådte ud på banen. Det fortalte Janni Thomsen til Fodbold For Piger inden opgøret, hvor hun også lagde vægt på, at det er en modstander, man ikke ved så meget om endnu.

Kampen var nærmest også først lige blevet fløjtet i gang, før hjemmeholdet slog til. Camilla Kur stod klar foran målet, da et fladt indlæg blev spillet ind til hende. Camilla Kur svigtede ikke, og hun sørgede for at bringe Farum BK/FCN foran med 1-0.

22 minutter inde i kampen mistede Farum BK/FCN bolden på udeholdets banehalvdel, hvorefter VSK Aarhus satte et effektivt kontra i gang. Uden for hjemmeholdets felt fik Cecilie Johansen bolden, hvorefter hun driblede ind i feltet og skød en hård og præcis bold over Kathrine Larsen i målet, som ingen chance havde. Flot mål og udligning.

I anden halvleg kom sejrsmålet. Det skete efter 67 minutter, hvor Cecilie Johansen fik en god bold i dybden, som hun sparkede indover til Sofie Jørgensen, der sørgede for at sætte bolden i mål.

Farum BK/FCN pressede herefter på for at udligne, men VSK Aarhus holdt dem fra at score flere mål. Det blev derfor til en tiltrængt sejr på 2-1 til VSK Aarhus.

BSF – KoldingQ (1-1)
Også BSF gik ind til lørdagens kamp med behov for point på kontoen. Med to tabte og en uafgjort kamp, var det vigtige point, der var på spil i opgøret mod KoldingQ. Koldinggenserne var dog heller ikke nogen nem modstander at stå overfor. Med syv point på kontoen havde selvtilliden fået et boost i Kolding-truppen.

Selvtilliden var også til at tage og føle på i begyndelsen af kampen. Presset var højt fra udeholdet, der kom frem til flere gode skudforsøg. BSF satte dog hårdt mod hårdt og pressede på, hvilke gav pote efter 37 minutter. Her sendte Simone Rydahl en flad bold ind i målhjørnet.

Tempoet blev sat i vejret efter scoringen, og efter 30 minutter sendte KoldingQ bolden ind bag BSF-keeperen, men målet blev underkendt grundet offside. Kort før halvleg fik KoldingQ dog scoret. Her stod Louise Eriksen klar foran mål, da bolden kom hen til hende, og hun kunne skyde bolden sikkert i mål. 1-1.

I anden halvleg var intensiteten ikke til at tage fejl af. Begge hold ville have tre point. BSF startede bedst ud, men KoldingQ tog herefter over og kom frem til flere chancer. Men bolden kom ikke forbi Naja Bahrenscheer i målet.

Kampen endte derfor uafgjort, 1-1.

FC Thy-ThistedQ – Odense Q (5-0)
Efter Odense Q’s 3-0-sejr over BSF i første kamp er det gået spillemæssigt og resultatmæssigt ned for Odense-truppen. Det var også tilfældet lørdag, da de mødte FC Thy-ThistedQ. Thyboerne har til gengæld vist sig at være en svær modstander for flere hold i denne sæson. I onsdags kunne de blandt andet tage ét point med hjem fra Hjørring.

I lørdagens kamp pressede FC Thy-ThistedQ på fra start. Presset gav pote efter 15 minutter, da der blev scoret selvmål fra Odense Q. Herefter fortsatte chancerne. 23 minutter inde i kampen fik hjemmeholdet hjørnespark, som blev sparket indover, hvor Matilde Kjeldgaard stod klar til at heade den i mål. 2-0 til FC Thy-ThistedQ.

Efter 2-0-målet fulgte en periode, hvor Odense Q fik mere plads, og de kom derfor også frem til flere chancer. Dog udnyttede de ikke de muligheder, de fik. I stedet kunne Rikke Dybdahl udbygge føringen efter 73 minutter på et indlæg af Malene Sørensen.

Rikke Dybdahl var igen på mærkerne tre minutter senere. Efter et flot opspil af thyboerne, landede bolden hos netop Rikke Dybdahl, der driblede udenom Odense-keeperen og sendte bolden ind bag målstregen.

Sidste mål kom efter et hurtigt omstillingsspil, som thyboerne også viste i sidste sæson, at de har styr på. Det havde de også, da der var spillet 79 minutter, hvor Lotte Christensen scorede til kampens resultat.

Der blev ikke scoret flere mål, og kampen endte 5-0 til FC Thy-ThistedQ.

Fortuna Hjørring – Brøndby (2-1)
Fortuna Hjørring havde vist blandet kvaliteter inden søndagens opgør mod Brøndby. Det samme havde Brøndby, der dog alligevel gik ind til kampen med to sejre og et skrivebordsnederlag. Der var derfor lagt i kakkelovnen til et spændende opgør mellem de evige tophold, og ovenikøbet var kampen blevet valgt til rundens Supermatch.

Begge hold startede ud med at komme frem til et par chancer, men det var Fortuna Hjørring, der først kunne juble. Det kunne de efter 12 minutter, hvor Emma Snerle lagde en høj bold ind til Caroline Hansen, der headede bolden over Katrine Abel i målet. 1-0.

Brøndby pressede på og kom også frem på banen, men alligevel var det Fortuna Hjørring, der igen fik bolden i mål. 27 minutter inde i kampen spillede Caroline Hansen en perfekt bold i dybden til Sanni Franssi, der sendte bolden i mål. 2-0 til Fortuna Hjørring.

Hjemmeholdet kæmpede herefter for at fastholde føringen, mens Brøndby pressede på for at score. Fortuna Hjørring holdte dog vestegnsholdet fra at få bolden ind bag deres keeper det meste af kampen. Men efter 87 minutter kunne de ikke holde dem tilbage længere.

Emilie Henriksen fik i andet forsøg sparket bolden indover, hvor Fortuna Hjørring-forsvaret virkede til at være faldet i søvn. Louise Winter kunne i hvert fald ubemærket snige sig forbi forsvaret og sende bolden ind bag Fortuna Hjørring-keeperen.

Håbet strålede herefter ud af Brøndby-spillerne, der satte tempoet i vejret. Fortuna Hjørring holdte dog stand, og kampen endte derfor 2-1.

Topholdene fra forrige sæson er blevet presset tilbage i tabellen, og spændingen i Gjensidige Kvindeliga lever i bedste velgående.

Stillingen ser således ud efter fjerde runde i Gjensidige Kvindeliga. Foto: Screenshot fra Kvindeliga.dk