Genfinder KoldingQ vejen til sejr eller rejser BSF sig?

0
897
KoldingQ-angriber Sofie Hornemann i en aktion mod BSF, da hun spillede U18 DM . Foto: Steen Trolle

Denne uges SuperMatch finder sted i Autocentralen Park i Kolding. Der er vigtige point på spil for begge mandskaber i tabellens absolutte bund.

Af: Kvindeliga.dk

Hjemmeholdet KoldingQ kommer med to store nederlag i bagagen, mens BSF endnu har en sejr til gode i denne sæson af Gjensidige Kvindeliga. KoldingQ skal kæmpe for at holde sig inde i top-6 og derved forårets slutspil, mens BSF skal have point for at kunne drømme om top-6.

KoldingQ har brugt træningsugen på de ting, som ikke har fungeret mod de to tophold i de seneste kampe.

“Det handler om at skabe chancer og forhindre modstanderen i at få mål. Det som fodbold jo i virkeligheden handler om. Vi skal slå BSF på lørdag, ved at være godt organiseret samt på farten i spillet. Vi skal ville vinde kampen mere end dem og det skal kunne ses i vores attitude på banen”, fortæller Peter Pedersen, Cheftræner KoldingQ forud for lørdagens opgør.

“Vi vil gå ind til kampen og kæmpe alt hvad vi har lært for de tre point, uanset om det bliver kønt eller ej. Vi skal have de tre point. Jeg håber at alle i Kolding og omegn vil komme på stadion og give pigerne den opbakning de fortjener, så er jeg sikker på at de kvitterer med god underholdning,” slutter han.

Bliver ved med at tro på tingene

BSF fik onsdag sæsonens første sejr, da de slog Østerbro IF, i Sydbank Kvindepokalen. Holdet spillede også godt med i sidste spillerunde af Gjensidige Kvindeliga, da de var på besøg i Farum. De måtte dog alligevel gå fra banen uden point, da FCN scorede tre sene mål og sejrede hjemme i Right to Dream Park. Peer Lisdorf, Cheftræner for BSF er derfor også fortrøstningsfuld, inden lørdagens SuperMatch i Kolding.

“Vi skal tage den gode energi og det gode spil vi har vist i de sidste kampe med til Kolding. Vi vil forsøge at kombinere os igennem og være endnu mere effektive i vores afslutninger. Vi skal kunne fastholde presset på modstanderen i længere tid, så vi ikke går ned i anden halvleg, som vi gjorde i Farum. Det er så vigtigt, at vi bliver ved med at tro på tingene og tro på at vi kan få succes. Vi går efter at vinde i Kolding og det skal vi gøre ved at presse dem. Det kræver hårdt arbejde og så skal vi vise viljen til sejr gennem alle 90 minutter.

Vi har stadig 18 point at spille om, og så længe det er muligt, tror vi på at vi kan kvalificere os til slutspillet”.

En yderst vigtig kamp venter for de to hold lørdag kl. 13.00 i Autocentralen Park. Husk, at du som altid også kan se kampen live på kvindeliga.dk