Liga-gensyn gav nye overraskelser

0
1581
Odense Q, der her jubler efter en scoring mod Fortuna Hjørring, møder på lørdagd BSF på udebane. Foto: Iver Tidemand

Efter en landsholdspause var de otte hold i Gjensidige Kvindeliga igen at se på de danske fodboldbaner lørdag eftermiddag. Her endte VSK Aarhus med at tage tre point, da de mødte BSF, mens Brøndby sejrede i Kolding. FC Thy-ThistedQ og Farum BK/FCN spillede uafgjort, mens Odense Q overraskede og vandt ude mod Fortuna Hjørring.

Af Camilla Bergholm

VSK Aarhus – BSF (4-0)
BSF har haft svært ved at finde formen denne sæson i Gjensidige Kvindeliga, og det fortsatte lørdag, da de tog turen til Aarhus. Her stod VSK Aarhus klar til at tage imod dem, men også de har haft en blandet start på sæsonen.

Inden lørdagens opgør var det blevet til en enkelt sejr, en uafgjort kamp og tre nederlag for århusianerne. Derfor var det to sultne hold, der stod klar på banen, da kampen blev fløjtet i gang klokken 13.

Første mål kom efter et flot omstillingsspil af VSK Aarhus 25 minutter inde i kampen. Her endte bolden hos Sofie Jørgensen, der sørgede for kampens første scoring.

Der skulle spilles 65 minutter, før der igen kom gang i måltavlen. En fejl fra BSF-defensiven, satte gang i Oliva Holdt, der stjal bolden, satte farten i vejret, driblede sig udenom forsvaret og scorede sikkert til 2-0.

Et højt pres fra VSK Aarhus-offensiven sørgede for, at BSF-forsvaret blev stressede, og de mistede derfor bolden. Århusianerne satte gang i et flot omstillingsspil. Her viste Olivia Holdt overskud og sendte køligt bolden over Naja Bahrenscheer i målet.

Stine Bloch satte to streger under en solid præstation fra århusianerne, da hun blev spillet fri, driblede mod mål og sendte kuglen ind bag BSF-keeperen.

Der blev ikke scoret flere mål i kampen, og opgøret endte derfor 4-0 til VSK Aarhus.

KoldingQ – Brøndby (0-3)
For anden kamp i streg stod KoldingQ over for et af de evige tophold lørdag. Det havde de også gjort runden forinden, da de mødte Fortuna Hjørring. Her viste modstanderne sig at være for stærke, og kampen endte med et nederlag til Kolding-holdet.

Også Brøndby var en for hård nød at knække, da de var på besøg lørdag i Kolding. Vestegnsholdet var i forrige runde kommet ovenpå igen med en sejr efter et nederlag i fjerde runde mod Fortuna Hjørring. Det har derfor været en lidt blandet start for Brøndby, der dog overtog ligaens førsteplads efter dagens sejr.

Det første mål kom efter ni minutter. Nicoline Sørensen kæmpede sig til bolden, fastholdte den og sendte den ind under KoldingQ-keeperen. 1-0 til Brøndby. Begge holdt fortsatte efterfølgende med at komme frem til flere chancer, men ingen førte til mål.

Det skete først efter 65 minutter, da Louise Winter med et ordentligt drøn sendte bolden ind i mål. Brøndby pressede herefter yderligere på for at udvide føringen.

Det gav pote tre minutter inde i overtiden, hvor et højt pres førte til en fejl af koldingenserne. Herefter blev bolden sendt ind over i hjemmeholdets felt, hvor Nanna Christiansen stod klar til at sende bolden i mål til kampens resultat. 3-0 til Brøndby.

FC Thy-ThistedQ – Farum BK/FCN (2-2)
Der var lagt op til et spændende opgør lørdag. Farum BK/FCN gik ind til lørdagens kamp med tre sejre i bagagen, mens thyboerne havde to sejre med sig. Forventningerne var derfor i top.

FC Thy-ThistedQ har vist kvaliteter i deres fodboldspil denne sæson. Det fortsatte de også med at vise i lørdagens opgør mod Farum BK/FCN. Foran mere end 500 tilskuere var hjemmeholdet foran indtil sidste øjeblik i overtiden, hvor nordsjællænderne udlignede.

Der var kun spillet ét minut af kampen, da hjemmeholdet kom frem til den første store chance. Farum BK/FCN-keeperen stod dog i vejen. Alligevel var det udeholdet, der først fik scoret. Det skete 42 minutter inde i kampen. Thyboernes forsvar haltede bagefter, hvilket Farum BK/FCN udnyttede, og Amalie Vangsgaard sendte bolden i mål.

Der var spillet tre minutter af anden halvleg, da udligningen fandt sted. Lotte Christensen lagde bolden af til Matilde Kjeldgaard, der stod klar uden for feltet. Herfra sparkede hun bolden ind bag Kathrine Larsen i målet.

Thyboernes føringsmål kom 55 minutter inde i kampen. Det stod Matilde Kjeldgaard for, da hun scorede på et straffespark, efter at Malene Sørensen var blevet nedlagt i feltet.

Hjemmeholdet lykkedes med at fastholde føringen en stor del af kampen. Men da der var spillet fem minutter af tillægstiden, kunne thyboerne ikke holde modstanderne fra fadet længere. Bolden blev spillet ind i hjemmeholdets felt og med lidt held endte bolden hos Linnea Borbye, der stod klar til at sparke bolden ind. Udligning.

Der blev ikke scoret flere mål i kampen, og opgøret endte derfor 2-2.

Fortuna Hjørring – Odense Q (2-3)
I Hjørring fandt sjette rundes største overraskelse sted. Odense Q har ikke haft en god start på sæsonen, hvor det inden lørdagens opgør var blevet til fire nedlerlag og én sejr. Fortuna Hjørring derimod var ubesejrede med tre sejre i bagagen.

Forventningerne til Hjørring-holdet var derfor høje, men Odense Q har stadig vist, at de kan spille god fodbold. Selvom det ikke er blevet til mange point for fynboerne, er de kommet frem til flere chancer i deres kampe, men skarpheden har manglet. Julia Hansen forklarede til Fodbold For Piger inden opgøret, at de i landsholdspausen har arbejdet på at blive skarpere, og det har vist sig at bære frugt.

Det var dog hjemmeholdet, der kom bedst fra start, da de efter 24 minutter fik første mål i kassen. Agnete Nielsen skød en hård bold ind mod Sarah Jacobsen i målet, der ikke kunne nå bolden. 1-0 til Fortuna Hjørring.

Hjørring-holdet pressede på for at score deres andet mål, men det var i stedet Odense Q’s Cecilie Fløe, der fik scoret. 38 minutter inde i kampen skød hun en flad bold mod hjemmeholdets mål. Et skud, der fik lov til at passere og sørge for en udligning til udeholdet.

Herefter var det Odense Q, der fik lov til at trække i førertrøjen. Laura Petersen sendte et frispark ind i feltet, hvorefter Lykke Kildegaard fik den prikket ind bag Fortuna Hjørring-keeperen.

Føringen holdte i fem minutter. Efter et klumpspil i fynboernes målfelt, endte bolden hos Caroline Hansen, der udlignede til 2-2. Begge hold kom efterfølgende frem til flere chancer, men det var Odense Q, der var de skarpeste i lørdagens opgør.

Der var spillet 76 minutter, da Kamilla Jensen sendte et frispark på overliggeren, som Sandra Jakobsen stod klar til at følge op på, og hun sendte bolden ind til kampens resultat. 3-2 til Odense Q.

Brøndby overtog lørdag ligaens førsteplads. Foto: Screenshot fra Kvindeliga.dk