Top mod bund i rundens SuperMatch

0
990
BSF i en kamp mod FC Nordsjælland. Foto: Astrid Trolle

Gjensidige Kvindeligas tophold FC Nordsjælland tager lørdag kl. 13.00 imod BSF hjemme i Right to Dream Park.

Tekst: Kvindeliga.dk

FC Nordsjælland spillede sig, i sidste spillerunde, til tops i Gjensidige Kvindeliga med en storsejr over KoldingQ. Florentina Olar kvitterede tilmed med et hattrick. Knap så godt gik det BSF, der endnu en gang måtte gå fra banen med et nederlag, da de hjemme i Gryden måtte se sig slået 4 – 1 af Fortuna Hjørring. BSF har endnu sin første sejr, i indeværende sæson, til gode. Skal den sejr komme i Farum, skal de være klar fra start.

FC Nordsjælland Cheftræner Brian Sørensen forventer, trods den store pointforskel, en hård kamp.

“BSF er altid en hård modstander. Det er et lokalopgør og flere spillere har både spillet for os og for BSF, så der vil være en speciel tænding og spillerne vil ekstra gerne vinde. Vi skal være gode med bolden og spille med stor tålmodighed, samtidig skal vi kende vores besøgstid. En god start er selvfølgelig altid at foretrække, så vi vil give den fuld gas fra start.

Vi er et relativt nyt hold, men jeg synes vi viste i weekendens kamp imod KoldingQ, at vi begynder at finde hinanden. Rigtig meget fungerede i den kamp og det skal vi tage med videre. Vi er klar, til at kæmpe hårdt for flere point. Vi ved, at træerne ikke vokser ind i himmelen. Vi havde ikke regnet med at ligge nr. 1 i ligaen på nuværende tidspunkt, men vi vil kæmpe for at bevare vores position og den kamp starter på lørdag”.

BSF: Selvtilliden skal genfindes

I BSF er der blevet arbejdet med den mentale tilstand i truppen, selvtilliden skal genfindes, også skal der nok komme sejre og point til Ballerup, forsikrer Cheftræner Per Lisdorf.

“Vi har i BSF talt meget om vores mentale tilstand. Det er vigtigt, i tider som disse, at stå sammen som et hold. Vi skal vise hinanden anerkendelse for de gode ting vi hver især gør, i stedet for at pege fingre og kommentere på hinandens fejl. Vi skal hjælpe hinanden til at blive bedre og vise, at vi er bedre end tabellen lige nu viser.

Der var nogle gode elementer i kampen mod Fortuna, dem kigger vi på og arbejder videre med. Vi skal på lørdag forsøge at presse Nordsjælland, vi skal slå deres spil i stykker. Kampen spilles på kunst og det ligger i virkeligheden godt til os, vi vil spille langs jorden. Vi skal til Farum og producere en masse chancer, og så skal vi tro på at bolden kan gå i mål og at kampen kan gå vores vej. Vi vil med i slutspillet også skal vi altså til at have nogle sejre og point”.

I Right to Dream Park, vil der være Fanzone med underholdning for de mindste, du kan møde maskotten Timba også er der mulighed for at få autografer fra alle spillerne.

Kampens spilles lørdag kl. 13.00. Du kan som altid se alle rundens kampe live på kvindeliga.dk