Hvis det er godt nok til Pernille Harder…

Hverken Filippa Sylvester eller Amalie Larsen kan forestille sig et liv uden fodbold. Lige nu er de begge fodboldelever på ISI Idrætsefterskole i Ikast – med masser af fodbold, fede faciliteter og nye venner. Velkommen til et kig ind i det fede pigefodboldliv på ISI

0
897

Altså, når Pernille Harder har gået der, så må det kunne noget…!

Sådan konkluderede Amalie Larsen fra Hillerød, da hun for to år surfede på nettet efter information om efterskoler med pigefodbold.

I dette skoleår er hun rykket fra Hillerød til Ikast og går på fodboldlinjen på ISI Idrætsefterskole – hvor Pernille Harder i dag hænger på væggen over tidligere elever.

Her går Amalie i 10. kl. – blandt andet sammen med Filippa Sylvester fra Skanderborg. Udover efterskolefodbold på ISI spiller de også begge klubfodbold i Midtjylland. Filippa på DM-holdet i Vildbjerg SF og Amalie i Ikast FC.

Vi har fået lov til at invitere jer med på et kig indenfor i pigernes dagligdag, deres fodboldverden og deres drømme.

Hvad betyder fodbold for jer?

Filippa: ”Jeg har spillet fodbold, siden jeg var seks år. Min far har altid spillet fodbold og er træner, og min bror spiller fodbold. Vi er en rigtig fodboldfamilie. Jeg har altid spillet i FC Skanderborg, hvor jeg blev rykket en årgang op og en overgang også trænede med drengene for at få flere udfordringer og udvikle mig.”

Amalie: ”Jeg kommer også fra en fodboldfamilie, hvor min far og min lillebror har spillet. I skolegården spillede jeg fodbold for sjovt med drengene og fik lyst til at prøve det i en klub. Jeg spillede først i Hillerød Fodbold, siden et år i Ramløse og et år i Helsingør.”

Hvorfor valgte I at tage på efterskole?

Amalie: ”Jeg ville gerne prøve efterskolelivet og begyndte at researche, hvad der var af muligheder. Jeg fandt ud af, at Pernille Harder havde gået på ISI, så jeg tænkte, at det måtte være et fedt sted.”

Filippa: ”Oprindeligt var det min plan at tage et år på highschool i USA og spille fodbold. Det har både min far og min bror været. Men jeg fandt ud af, at jeg på grund af scholarship-regler ville få problemer med at spille på skolens bedste hold. Så derfor begyndte vi at undersøge andre muligheder. Vi kendte en fyr, der havde gået på cykellinjen på ISI, og han kom forbi og fortalte om sin tid på ISI. Og det lød fedt. Da vi havde været på besøgsdag på skolen, vidste jeg, at det var her, jeg gerne ville gå.”

Hvorfor blev det ISI Idrætsefterskole?

Filippa: ”På grund af niveauet på sporten, og fordi jeg kunne få muligheden for at spille klubfodbold i Vildbjerg SF. Det havde jeg længe haft ambition om, men det ligger for langt fra Skanderborg. Og så er faciliteterne her på skolen vildt gode – med styrketræning, Stadome til indendørs vintertræning, kunstgræsbaner og mange græsbaner lige på den anden side af vejen.”

Amalie: ”Enig – og så trak hele miljøet her på ISI. Det at bo sammen med en masse andre, der også er vilde med sport. Her deler vi en fælles interesse for at gå op i vores sport og træning. Jeg bor i kupé med to volleypiger og en håndboldpige. Det er dejligt, at jeg også har fællesskab med andre end fodboldspillere.”

Filippa: ”Før jeg kom på efterskole, kunne jeg godt føle mig lidt udenfor, fordi de andre var begyndt at feste og drikke i weekenderne, hvor jeg altid spiller fodbold. At være del af et socialt fællesskab med andre, der dyrker eliteidræt – det ville jeg bare rigtig gerne.”

(artiklen fortsætter under billedet)

Hvordan ser en typisk dag på ISI ud?

Amalie:

Kl. 06.45 spiser vi morgenmad

Kl. 07.45-09.15 går vi i skole, og så er der forfriskning i spisesalen

Kl. 09:45-11.15 træner vi fodbold

Herefter spiser vi frokost og går alle sammen fælles til samling

Kl. 13.15-14.45 er vi i skole

Kl. 15-16 forfriskning og lektietid

Kl. 17.30 er der aftensmad

Kl. 18.30-20.15 træner jeg i Ikast FC – det er tre dage om ugen. Klubbens træningsbaner ligger lige ved siden af efterskolen.

Resten af aftenen hygger vi sammen. Jeg er som regel på fællesarealerne. Måske ser vi en fodboldkamp sammen i opholdsstuen, spiller noget i hallen, hygger os med spil…

Kl. 21 er der aftenforfriskning, og så skal vi være på værelserne kl. 21.30, hvor vi så har tid til at hygge os sammen i kupéen. Kl. 22.15 skal vi være i seng.

Filippa: ”Min begyndelse på dagen er magen til Amalies. Men fordi jeg træner i Vildbjerg, ser den tre dage om ugen anderledes ud.

Efter skole fra kl. 13.15-14.45 er vi en flok, der kører i ISI-bussen til træningen i Vildbjerg. Nogle dage træner vi en time og tre kvarter – andre dage træner vi i tre timer inklusive styrketræning og taktikmøde. Det giver lidt udfordringer med spisetider og lektier, men det handler om planlægning og prioritering af min tid. Vi kan få sat aftensmad til side, og så laver vi også lektier fremad på de dage, hvor vi ikke træner.”

(artiklen fortsætter under billedet)

Får I aldrig nok af fodbold?

Filippa: ”Nej, ikke her på ISI. Onsdag har vi ingen træning på efterskolen, men jeg kan godt have træning i klubben, og så er der også styrketræning. Fodboldtræningen på ISI har også stort fokus på teknisk træning, og intensiteten er tilpasset klubtræningen, så der er stor variation i træningen. Men alligevel har vi generelt masser af tid til alt det sociale og hyggen ved at gå på efterskole. Blandt andet fordi alt – bortset fra træningen i Vildbjerg – ligger lige udenfor døren, og fordi vores dag er indrettet til, at der er plads og tid til det hele. Jeg har haft alvorlige skader flere gange, og hver gang har jeg fundet ud af, hvor vigtigt det for mig, og hvor glad jeg er for at spille fodbold. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden fodbold.”

Amalie: ”Sådan har jeg det også. Jeg troede, jeg havde fået nok en overgang for nogle år tilbage og holdt pause. Men her gik det op for mig, hvor meget jeg savnede at være en del af fodboldtræning. Her på ISI er det fedt at være del af et fodboldfællesskab, og jeg føler også, at der er tid til alt det sociale udover skole og lektier.”

Hvad med hjemve?

Amalie: ”Der er langt til Hillerød fra Ikast, så jeg er ikke hjemme så tit. Men her sker så meget, så man har slet ikke tid til hjemve. Derhjemme har mine søskende og jeg været med til at lave mad og vaske tøj. Så det har ikke svært for mig at vænne mig til selv at have ansvaret for mit eget vasketøj. Faktisk synes jeg, det er dejligt selv at være ansvarlig.”

Filippa: ”Jeg troede, jeg ville få hjemve. Men her er man sammen med nogen hele tiden, så det har slet ikke været noget tema for mig. Jeg bliver på skolen alle weekender – undtagen når der er hjemmeweekend for alle. Jeg kommer fra et hjem med et højt serviceniveau, men jeg nyder at klare mig selv her. Jeg tror, jeg var klar til at prøve at komme væk hjemmefra.”

Jeres fodbolddrømme – hvordan ser de ud?

Amalie: ”Umiddelbart tror jeg, at alle spillere drømmer om at trække i den røde landsholdstrøje. Men om det er realistisk for mig, er måske mere usikkert. Under alle omstændigheder vil jeg spille fodbold, lige så lang tid, jeg synes det er sjovt – og forsøge at nå så højt et niveau som muligt. Lige nu tror jeg, fodbold altid vil fylde et eller andet i mit liv.”

Filippa: ”Jeg drømmer om at spille i udlandet. I England eller måske i USA. Det kunne være fedt at blive del af de mange store europæiske klubber, der satser på kvindefodbold – Manchester City for eksempel. Herhjemme kunne det være FCK og FC Midtjylland – jeg håber, de snart gør tanker til konkrete planer her i Danmark.

På den kortere bane er det min ambition at spille i 3F-ligaen – og så er landsholdet også min store drøm. Jeg var inde omkring U14-landsholdet, men blev desværre ramt at sygdom – en sprængt blindtarm – og blev ikke udtaget. Jeg håber, jeg får chancen på et landshold igen.”