Futsal er fortsat i fremgang for piger

0
1841

Futsal er en sport, der fortsat vokser i Danmark, og flere og flere klubber landet over vælger at oprette kvinde- og pigehold og deltage i turneringer.

Af Charlotte Stentebjerg

Ved første øjekast ligner Futsal ganske almindelig indendørsfodbold. Få spillere på banen, håndboldmål og blå Adidas Spezial sko. Men på futsalbanen er der ingen bander, mens bolden er mindre og lavet af et særligt materiale, der gør, at den ikke hopper så meget som en normal læderfodbold. Det gør futsal til sin helt egen form for indendørsfodbold. En form, som flere og flere piger tager til sig i Danmark.

Fra 2008 har futsal officielt været den version af indendørsfodbold, der er blevet spillet, når DBU skal finde Danmarks bedste indendørshold for både herre- og kvindefodbold. Sidste år, var det Roskilde Pigefodbold, der kunne løbe afsted med danmarksmesterskabet i futsal for kvinder.

De nykårede danmarksmestre.

Og det er ikke kun i de klubber, der har planer om at deltage i Danmarksturneringen, der træner futsal. Rundt omkring i forskellige danske klubber er flere begyndt at tage denne indendørsform til sig, når de skal vedligeholde formen i de kolde vintermåder, og flere futsalturneringer stables år efter år på benene. Hos DBU kan man mærke interessen med en stigning af registrerede hold i de senere år, hvor det især er de unge spillere, der har fået vækket interessen.

Seniorekvinderne har også fået vækket interessen

Men også de ældre har efterhånden fået rig mulighed for at prøve kræfter med sporten. Københavns Universitet har blandt andet oprettet en futsalklub, hvor alle kvinder tilknyttet universitet kan deltage uanset niveau, og i en periode var de dobbelt så mange piger tilknyttede klubben, som de var drenge. Her er alle velkomne, uanset om man har prøvet det før ifølge deres hjemmeside usg.dk.

Holdet er startet op af Sven Sillasen. Sven Sillasen har tidligere trænet futsalhold, der også har spillet Danmarksmesterskaber, og lige nu står han i spidsen som træner for B1913’s seniorkvinder, der deltager i fynsmesterskabet d. 26. januar. Sven Sillasen mener, at det er DBU, der har et stort ansvar for, at sporten er blevet så udbredt.

”Det handler meget om, hvorvidt de forskellige landsdele er blevet gjort klar til futsal. I København var de hurtige til at få det i gang, og senere fulgte Aarhus trop. Nu er der også begyndt at komme flere stævner på Fyn, og så skaber det større interesse, når der blandt andet kommer flere stævner.”

Han mener også, at mediernes større fokus på futsal og kvindefodbold generelt har gjort meget for at få flere piger til at begynde med sporten.

”Jeg har længe været træt af, at mændene altid fik så meget fokus, men nu kan jeg se, at flere medier har fokus på kvindefodbold og futsal, og det gør også, at der kommer større interesse blandt pigerne, kan jeg mærke.”

Futsal har skabt mange talenter

Futsal er en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden, og har ifølge DBU cirka to millioner registrerede spillere på verdensplan. DBU skriver dog også, at man oveni dette skal lægge cirka 30 millioner spillere til, som ikke er registrerede. Sporten er især stor i Brasilien, hvor sporten blandt andet har født fodboldstjerner som Pelé og Neymar, der begge startede deres fodboldår på futsalbanen, og verdens bedste kvindelige futsalspiller, Amanda Lyssa, er også brasilianer.

Mange mener, at det tekniske, man træner i futsal også gavner udendørsfodbold, og det kan Sven Sillasen også mærke på de piger, han træner.

”Der har været piger henne og sige til mig, at de kan mærke, de kommer i bedre form, og bliver bedre fodboldspillere.”

 Er klassisk indendørsfodbold fortid?

DBU København har erstattet alt indendørs med futsal, og flere regioner følger trop med dette. Derfor mener flere, at indendørsfodbold efterhånden er blevet fortid, og at futsal efterhånden vil blive den største selvstændige indendørssport i verden. Sven Sillasen mener allerede, at futsal har erstattet den klassiske indendørsform.

”Jeg føler allerede, at det overhalede klassisk indendørs for et par år siden. Jeg stiftede allerede bekendtskab med det i 1997, så det har været interessant at følge fremgangen undervejs,” siger han.