Oliver fra KoldingQ indstillet til Trænerprisen 2019

0
2257
Oliver i aktion som U14Liga 1 træner i Vejle Boldklub.

19-årige Oliver Lundgaard, der har været træner for KoldingQs U15-piger og nu er assistenttræner for U16-pigerne, er blandt de nominerede til trænerpris

“Oliver brænder for at udvikle pigefodbolden og skabe nogle fantastiske muligheder og oplevelser for piger helt nede fra U10 som både camp organisator, stævneleder, fodboldskoleleder samt træner. Og Oliver er stadig kun 19 år”.

Sådan lyder det om 19-årige Oliver Lundgaard, som er indstillet til Trænerprisen 2019, der uddeles af tænketanken Fodbold Studier.

Syv trænere er nomineret. Flere af dem træner piger, og en af dem er Oliver, der har været cheftræner for KoldingQs U15-piger og nu er assistenttræner for klubbens U16-piger.

“Det er jeg rigtig glad for. Er ydmyg overfor at andre også holder lidt øje med det arbejde man laver på fodboldbanen, og alt den tid man lægger i det. Jeg gør det fordi jeg elsker det, og elsker at gøre en forskel for andre. Så at være indstillet til denne pris, er jeg virkelig glad for,” siger Oliver om nomineringen til fodboldboldstudier.dk.

Har været træner siden han var 13 år

Oliver Lundgaard blev træner allerede som 13-årig, da han fik ansvaret for årgang 06 i Skibet IF. I 2018 blev han træner for Vejle Boldklubs U14 1-piger, og i starten af 2019 rykkede han til KoldingQ. Sideløbende har han arrangeret fodboldcamps , og hans mange intiativer har tidligere givet ham en fornem hæder. I 2017 blev han således kåret til Vejle Kommune’s ungeleder 2017.

Til fodboldstudier.dk fortæller Oliver, der går i 3. G., hvordan han er blevet taget imod af holdet som ung træner:

“Helt vildt godt. I starten skulle jeg bevise mit værd, og det kan jeg godt forstå. At være så ung, og skulle træne elitepiger, det kræver noget, som træner. Jeg tror ikke jeg før har mødt samme forældreopbakning som der er på holdet, det er helt outstanding, og det er virkelig fedt at være en del af. Pigerne var klar fra start, uanset min alder og tog dengang rigtig godt i mod mig. Det er en rigtig god pigeflok, selvom de kommer forskellige steder fra. Jeg er glad for at være en del af sådan et hold – virkelig”.

Trænerprisen er én af 10 fodboldpriser, som Fodbold Studier udgiver. Prisen er en hyldest til breddefodbold, og det er brugerne, der står for valget via en afstemning.

Du kan stemme på Oliver eller en af de andre nominerede her.