Anna Tørsløv jagter fodbolddrømmen i USA og kåres som året “Rookie”

0
2838
Anna Tørsløv i aktion for University of Texas Rio Grande Valley.

21-årig Anna Tørsløv jagter fodbolddrømmen “over there”. Samtidig læser hun en bachelor på University of Texas Rio Grande Valley, hvor hun netop er blevet kåret som årets ”Female Rookie of the year”.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

Danske Anna Tørsløv går på college i USA, hvor hun både spiller fodbold og studerer på University of Texas Rio Grande Valley (UTRGV). Her har hun planer om at tilbringe de næste tre år, imens hun læser sin bachelor færdig, og samtidig spiller fodbold på højt plan.

I USA spilles der generelt flere kampe på en uge end der gør i de danske divisioner, men Anna Tørsløv er blevet et fast ansigt i samtlige startopstillinger.

”Normalt har vi to timers fodboldtræning om dagen efterfulgt af styrketræning, hvorefter vi resten af eftermiddagen går i skole. I kampsæsonen spiller vi to kampe hver uge, som enten ligger torsdag og lørdag eller fredag og søndag. Når vi spiller på udebane, er vi derfor typisk væk fra onsdag morgen til søndag aften, afhængigt af hvornår på dagen vores kampe ligger. For at undgå at skulle flyve frem og tilbage, har man ofte enten to udebanekampe eller to hjemmebanekampe i den samme uge. Udenfor sæsonen er der færre kampe, men der er dog stadig nogle uger, hvor der skal spilles to kampe, for at vænne os til det hårde program,” fortæller Anna Tørsløv.

At kombinere fodbold med uddannelse

Det gælder ikke kun om at være i god form på det amerikanske hold, men også om at være hurtig til at omstille sig. Anna skal nemlig kunne spille på flere forskellige positioner, da hun både bliver brugt på midtbanen, på kanten og som back.

”Ofte bliver jeg brugt på to til tre forskellige positioner i løbet af hver kamp. Dog spiller jeg primært enten offensiv midtbane eller back. Jeg har startet inde alle kampe og har spillet tæt på fuldtid, men jeg har i nogle søndagskampe fået en kort pause, hvis jeg spillede fuldtid i fredagskampen forinden, eller hvis vi var kommet foran med mange mål. Der er andre udskiftningsregler i USA især på grund af det hårde program,” lyder det fra den 21-årig københavner.

Udover at spille fodbold er Tørsløv i gang med at læse en 4-årig bachelor.

”Jeg læser Kinesiology med en koncentration af Athletic Trainer. Det er en sports science uddannelse, som nærmest svarer til at blive sportsbehandler eller fysioterapeut. Det har jeg været i gang med i et år nu, så jeg har tre år tilbage, hvilket inkluderer en masse praktik i det sidste år,” siger Anna Tørsløv.

Årets ”Rookie”

Hvert år uddeles prisen, ”Female Rookie of the year”, til en førsteårsatlet, som har gjort en ekstra indsats eller har haft stor indflydelse på sit hold. I år gik prisen til Anna Tørsløv.

”Jeg er selvfølgelig meget glad for prisen, det er en megafed anerkendelse at få,” fortæller det danske talent.

Anna Tørsløv sammen med sine amerikanske holdkammerater.

Ligesom i Danmark lukkede USA også ned for alt fodboldaktivitet på grund af frygt for smittespredning af COVID-19.

”Vi fik træningsforbud og skolen gik online. Vi blev sendt hjem med et træningsprogram, og så er der blevet holdt taktiske møder over Zoom, både holdmøder og individuelle samtaler. Alle mine skoletimer blev online resten af semestret inklusiv mine eksamener,” forklarer Tørsløv.

I mellemtiden håber Anna, at Kvalifikationsligaen snart kan få lov til at blive skudt i gang, da hun er tilbage i Danmark for at spille for sin danske klub, B93.

”Vores sæson er slut nu, så jeg er tilbage i Danmark og starter op med B93. I USA er det meningen, at vi skal starte op med preseason i starten af august, så forhåbentlig er alt tilbage til normalen der,” lyder det håbefuldt fra Anna Tørsløv.